Et indisk par er gennem fertilitetsbehandling blevet forældre for første gang - i en noget højere alder end de fleste forældre.

72-årige Daljinder Kaur og hendes mand, 79-årige Mohinder Singh Gill, blev den 19. april forældre til en lille dreng, som har fået navnet Arman Singh.

Det skriver det indiske medie Hindustan Times.

De to bliver forældre 46 år efter, de blev gift - og 20 år efter, at Daljinder Kaur gik i overgangsalderen.

72-årige Daljinder Kaur lykkedes med at blive gravid gennem en fertilitetsbehandling, hvor æg og sperm bliver parret i en tube, en såkaldt IVF-tube, uden for kroppen.

Processen startede allerede for parret i 2013, og de har løbende rejst frem og tilbage mellem provinserne Punjab og Haryana for at få fertilitetsbehandlingen til at lykkes.

Det var dog ikke en helt nem process, og de første to forsøg endte ikke med graviditet - men tredje gang var lykkens gang, og i juli sidste år lykkedes det endelig. Det har nu resulteret i en sund dreng født i april.

Behandlingen er foregået på the National Fertility and Test Tube Baby Centre i den indiske by Hisar i Haryana, og det var ikke tilfældigt, at valget faldt på netop denne klinik. Daljinder Kaur havde læst en artikel om klinikken i en avis - og netop denne klinik er kendt for at have gjort flere ældre kvinder gravide.

Første gang i 2006 fødte en 70-årig kvinde en lille pige, og i 2008 fødte en 66-årige kvinde trillinger.

79-årige Mohinder Singh Gill, der nu er blevet far i en noget sen alder, forklarer, at parret gerne ville have haft børn, men de to har simpelthen haft for travlt med forskellige ting - heriblandt en familiefejde.

»Det var pinligt ikke at være i stand til at få et barn, det er der ingen tvivl om. Men vi har været travlt optaget af retssager hele vores liv og har ikke haft tid til at tænke over det,« fortæller Mohinder Singh Gill til Hindustan Times.