Endnu flere udgifter og endnu flere på offentlig forsørgelse. Det er ifølge den Konservative partiformand konsekvensen af den nye finanslovaftale.

De borgerlige partier står helt uden for den kommende finanslov. I stedet har regeringen allieret sig med venstrefløjen, og derfor er der naturligt nok ikke de store roser til aftalen fra blå blok.

Den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, kvitterer med dumpekarakter til finansloven.

- Det her er en ræverød finanslov, som trækker Danmark i den helt forkerte retning, siger han i en skriftlig kommentar.

- Grundlæggende indeholder finanslovsaftalen kun to ting: Endnu flere offentlige udgifter og endnu flere på offentlig forsørgelse. Der er ikke ét nyt tiltag, som kan skabe vækst og nye arbejdspladser. Konsekvensen er enkel: Gælden stiger, og den offentlige sektor bliver endnu større, siger K-formanden.

Han er især utilfreds med indførelsen af den såkaldte kontantydelse og afskaffelsen af den gensidige forsørgelsespligt for samlevende par. Det sidstnævnte kalder han direkte umoralsk.

- Det er dybt beskæmmende, at man nu vil afskaffe den gensidige forsørgelse for kontanthjælpsmodtagere. Det er en grundlæggende værdi, at man tager hånd og sig selv og sine. Derfor er det direkte umoralsk, når nogen synes, at det er helt i orden at gå over til naboen og banke på og bede dem betale, før man har gjort alt, hvad man kunne for at tage vare på sig selv og sine, siger Søren Pape Poulsen.

En konservativ finanslov ville have indeholdt skattelettelser, en fordobling af håndværkerfradraget og en halv milliard kroner til politiet, påpeger partilederen.