Pape er nu opstillet til Folketinget
Den nye konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, er blevet folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.
Den nye konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, er blevet folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.
Som det eneste parti har de Konservative en politisk leder, der ikke er medlem af Folketinget, men det skal ændres ved næste valg.
På et opstillingsmøde i Viborg onsdag aften er Søren Pape Poulsen (K) blevet valgt som ny spidskandidat til Folketinget i Vestjyllands Storkreds.
»Det er der, jeg kommer fra. Det er der, jeg har mine rødder, og der, jeg har hjemme. Det er i den kreds, jeg har ageret som borgmester, og det er det område, jeg kender rigtig godt. Derfor synes jeg, at det er mest naturligt for mig at stille op der,« siger han.
»Jeg tror på, at jeg kan blive valgt i Midt- og Vestjylland. Der skal være konservativt mandat i så stort et område i Danmark,« siger Søren Pape Poulsen.
Og lykkes projektet, har han i sinde at sætte den midt- og vestjyske virkelighed på dagsordenen på Christiansborg.
»Det vil jeg gøre ved at diskutere de udfordringer, som jeg ved, man har i det område. Blandt andet vil jeg gerne tage et opgør med for eksempel vores planlov, som simpelthen forhindrer udvikling og vækst. Det er en af de ting, jeg vil lægge vægt på, og på den måde gøre noget godt for de midt- og vestjyske kommuner,« siger Søren Pape Poulsen.
I den kommende weekend holder de Konservative landsråd i København. Her skal Pape Poulsen officielt vælges som ny partiformand.