Pakistan kræver løsning på amerikanske droneangreb
Amerikanerne skal stoppe sine droneangreb på pakistansk territorium. Det kræver Pakistans præsident på NATO-topmødet i USA.
Amerikanerne skal stoppe sine droneangreb på pakistansk territorium. Det kræver Pakistans præsident på NATO-topmødet i USA.
Den pakistanske præsident Asif Ali Zardari pressede under søndagens NATO-topmøde USA til at finde en løsning på de amerikanske droneangreb, der har forværret forholdet mellem de to lande betragteligt.
- Præsidenten gjorde det klart, at Pakistan vil have en permanent løsning på droneproblemet, som ikke alene har overskredet vores suverænitet, men som også har gjort vores forhold mere betændt, sagde Zardaris talsmand Farhatullah Babar, efter at den pakistanske præsident under topmødet havde holdt et bilateralt møde med den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.
Præcis hvad pakistanerne mener med »en permanent løsning«, står dog ikke klart. Men siden Barack Obama kom til magten i USA i 2009, har amerikanerne skruet kraftigt op for antallet af droneangreb.
Forholdet mellem amerikanerne og pakistanerne led et særligt stort knæk, da USA i november sidste år dræbte 24 pakistanske soldater nær grænsen til Afghanistan. Det fik resolut styret i Islamabad til at lukke en vigtig forsyningsrute, der går over Pakistan, til NATO-tropperne i netop Afghanistan.
Zardari har flere gange opfordret amerikanerne til at komme med en undskyldning fra allerhøjeste niveau, men det har Det Hvide Hus hidtil nægtet.
Pakistan er ikke medlem af NATO, men accepterede for nogle dage siden en invitation om at deltage i topmødet, der især handler om Afghanistan. Det er ventet, at de vestlige ledere vil forsøge at presse ham til at genåbne forsyningsruterne, men om det sker, er endnu ikke sikkert.