Tre nordjyske teenage-piger blev truet til at holde grove sexovergreb hemmelige, fortæller den kvinde, der sidste sommer blev betroet den uhyggelige hemmelighed
Den 33-årige mand og 34-årige kvinde, der nu er tiltalt for sexovergrebene, brugte blandt andet rusmidler som hash og alkohol til at sløve pigerne inden de grove seksuelle overgreb og fuldbyrdede voldtægter. Og bagefter truede de pigerne til at holde mund.
Det fortæller den kvinde, som en af pigerne sidste sommer valgte at betro sig til. På en køretur i august sidste år fortalte pigen pludselig, at hun var blevet voldtaget.
- Hun havde holdt det hemmeligt, fordi de (den 33-årige mand og den 34-årige kvinde, red.) havde truet pigerne på livet. De havde sagt, at de ville slå pigernes forældre ihjel, hvis de sagde noget, siger kvinden, der af hensyn til pigerne ønsker at være anonym.
Pigens uhyrlige beretninger førte til politianmeldelse, og kort efter blev forældrene til en af de andre piger kontaktet af politiet. Deres datter var også blevet voldtaget i hjemmet hos den 33-årige mand og 34-årige kvinde.
- Jeg vidste ikke en pind. De var blevet truet på livet til ikke at sige noget, siger en af pigernes mor til bt.dk. Ligeledes ønsker også hun at være anonym.
- Det er ikke nemt. Det er hårdt for familien, og vi kæmper for at få dagen til at hænge sammen, siger moderen, der også fortæller, at hendes datter 'har det nogenlunde'.
Overgrebene har ifølge anklageskriftet, som netop er blevet færdigt, fundet sted fra juni 2010 til juni 2011 i parrets hjem i Aalborg Øst, og de tre teenage-piger er alle veninder af parrets i dag 13-årige datter.
Derfor frygter faderen til en af pigerne også, at der kun er tale om toppen af isbjerget.
- Jeg ved, at politiet har haft nogle sager mod ham (den 33-årige pædofili-sigtede, red.) tidligere. Vi har fået at vide, at der skulle være mellem ni og 11 børn involveret i sagen, og det er alle børn, der har været i vennekredsen til hans datter, siger han til bt.dk.
Nævningesagen mod ægteparret begynder i byretten i Aalborg den 9. oktober. Begge nægter de sig skyldige.