Det betød ifølge rapporten fra Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland, at familierådgivningen måtte foretage en gennemgang af lønudbetalinger for fem måneder i foråret 1997.

Det viste sig, at der var blevet udbetalt omkring 250.000 kr. i overtidsbetaling på fire måneder, og bl.a. havde to medarbejdere skrevet sig på døgnvagt i en periode, hvor den 16-årige dreng slet ikke var til stede. Han var på Sjælland med to andre medarbejdere for at få foretaget en psykiatrisk undersøgelse.

Medarbejderne styrede selv lønsedlerne, som ikke blev kontrolleret af lederen, og medarbejderne begrundede de store ekstraudgifter til overarbejde med, at de var blevet lovet store økonomiske tillæg og overarbejdstimer. Problemet var ifølge rapporten, at personalet ikke havde respekt for lederen, og at han lovede dem goder, som der slet ikke var hold i.

I den periode var det ofte sådan, at hvis ingen gad lave mad, så blev der ifølge rapporten bestilt pizzaer, eller man kørte på McDonald's. Medarbejderne gjorde stort set, som det passede dem.