En stor del af de danske vuggestuer er så elendige, at de bør lukke. Sådan lød konklusionen fra ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen for cirka 14 dage siden. Han havde spurgt - og fået svar - fra cirka 40.000 vuggestuepædagoger landet over, forlød det.

Nu viser det sig ifølge Information, at blot 5.000 pædagoger har fået spørgeskemaerne, at 1.300 har svaret og blot 400 af pædagogerne rent faktisk arbejder i en vuggestue.

Undersøgelsen medførte en massiv kritik af pædagogerne, der svigtede børnene. Den kritik kan nu stemples som »utroværdig«, mener formanden for pædagogernes organisation BUPL.

- Vores medlemmer har opfattet kritikken som uretfærdig og urimelig, og det er med rette. Der er foretaget nogle generaliseringer på baggrund af observationer i ganske få vuggestuer. Og der er draget nogle meget håndfaste konklusioner på nogle spørgeskemaundersøgelser, der ikke giver belæg for det, siger Henning Pedersen.

- Vores medlemmer har følt, at de blevet hængt ud som faggruppe. Og det er uheldigt for debatten om, hvordan vi udvikler kvalitet i vuggestuerne, fortsætter han.

De hårde konklusioner har haft en meget uheldig og unødig effekt.

- Forældre har følt sig utrygge ved at sende deres børn i vuggestuer, og nogle har endda udtalt, at de vil tage deres børn ud af vuggestuerne, siger Henning Pedersen og understreger, at forældrene trygt kan aflevere deres børn i vuggestuerne.

BUPL-formanden medgiver dog, at Ole Henrik Hansen har fået svar fra nogle pædagoger, og ph.d.-stipendiaten har lavet nogle observationer, selv om det ikke er 8.000, som det blev fremlagt i første omgang.

Og den negative respons giver grund til en smule selvransagelse blandt vuggestuepersonalet.

- Det er ikke alting, der fungerer fantastisk. Der er mange ting, man godt kan tale om at gøre bedre. Men vi vil gerne gøre det på en baggrund, der er mere retvisende, end det billede der er tegnet gennem nogle meget grove generaliseringer, siger Henning Pedersen.

Pædagog-formanden understreger, at han hele tiden har undret sig over, at Ole Henrik Hansen skulle have fået svar fra 40.000 vuggestuepædagoger, da BUPL vurderer, at der kun arbejder 11-12.000 pædagoger i de danske vuggestuer.