Togene kører, motorvejen er næsten kø-fri og over Storebæltsbroen flyder trafikken. Det ser ud til, at trafikken ikke bliver en undskyldning for forsinkede gæster til påskefrokosten eller færre timer i sommerhuset.
Onsdag formiddag så et uheld på den østjyske motorvej ellers ud til at kunne lamme trafikken på en i forvejen kritisk strækning. I forbindelse med tilkørslen til motorvejen fra Skærup rasteplads førte en for hård opbremsning til, at en lastbil og en turistbus kørte sammen.
Uheldet gav anledning til flere timer med kilometerlange bilkøer, men klokken 12 onsdag åbnede alle spor igen, og onsdag eftermiddag meldte vejdirektoratet, at trafikken kørte igen med lidt »stop and goes«. Ulykken gav blandt andet anledning til et mindre uheld med tre biler på Vejlefjordbroen, som igen satte en lille prop i trafikken.
- Vi ser jo tit, at man får de her følgeuheld, hvor man bliver overrasket over, at trafikken pludselig kører - og stopper igen. Så kommer man for tæt på. Det satte nogle nye blå blink på vejen, siger Kristian Mody, vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.
De biler, der i stedet har valgt den lange vej over Fyn, har passeret Storebæltsbroen uden problemer, lyder meldingen fra vagthavende på Storebæltsbroen, Kristian Andreasen. Øget mandskab og mulighed for at bruge Brobizz i alle baner har fået trafikken til at flyde.
Problemer med at folk ikke har fået opdateret deres betalingskort på deres Brobizz, har de seneste dage kørt i medierne. Men det er der ifølge Kristian Andersen rettet op på, så den lille tekniske formalitet ikke forsinker trafikken.
- Der har været flere tusinde mennesker inde og skifte deres betalingskort, siger Kristian Andreasen.
Hos DSB kører togene også uden forsinkelser og aflysninger.
- I modsætning til, hvad mange tror, så er onsdag en dag, hvor vi faktisk har færre kunder en normalt, fordi mange har valgt at holde ferie mandag, tirsdag og onsdag også, lyder meldingen fra DSB.
Derfor er der ikke én dag i påsken, hvor togtrafikken kulminerer. Sporarbejde i Storkøbehavn og påsejlingen af Limfjordsbroen har ifølge DSB ikke påvirket påsketrafikken.
- Ved Limfjordsbroen er der indsat busser mellem Nørre Sundby og Aalborg, som fungerer som bindeled mellem togene, oplyser DSB.
Men selvom påsketrafikken kører onsdag, venter påskens største rejsedage forude. Skærtorsdag og Påskedag (søndag) er de dage, hvor vejdirektoratet og Storebæltsbroen melder om mest trafik på de danske veje.
- Det er typisk fra øst til vest torsdag og omvendt sidst på påsken. Folk skal ud til sommerhusområder i Jylland og i Nordsjælland, siger Kristian Mody.
Hvis man vil undgå køer, råder han til at køre om aftenen. Der vil man kunne have vejene næsten for sig selv.