Det vækker vrede i Norge, at det københavnske Café Teatret til august vil opføre et teaterstykke omhandlende Anders Behring Breiviks manifest som en monolog.

Formanden for Støttegruppen for berørte efter 22. juli i Hordaland, Ragnar Eikeland, mistede selv en søn på Utøya, og han er forarget.

- Det her er så stødende, at jeg egentlig ikke har ord for det. Det bliver en ekstra belastning for os at vide, at det bliver fremført af skuespillere, mens retssagen står på, siger Ragnar Eikeland til det norske nyhedsbureau NTB.

Breivik slog 22. juli sidste år i alt 77 mennesker ihjel i det centrale Oslo og på øen Utøya, hvor Arbeiterpartiets Ungdomsforbund holdt sommerlejr.

Ragnar Eikeland håber, at det kan lade sig gøre at få Café Teatret til at aflyse teaterstykket før den planlagte premiere 23. august i år.

- Ingen bør gøre noget for at sprede Breiviks meninger. Jeg vil tage denne sag til den nationale støttegruppe for at undersøge, om det kan standses, siger Ragnar Eikeland.

Der har tidligere været kritik af amerikanske og skotske planer om at lave henholdsvis en film- og en teaterversion om tragedien i Norge.