Pårørende skal lokke rygere til lægen
Mindst 200.000 danskere har rygerlunger uden at vide det. Nu skal en ny kampagne få de pårørende til at sende dem til lægen.
Mindst 200.000 danskere har rygerlunger uden at vide det. Nu skal en ny kampagne få de pårørende til at sende dem til lægen.
Rygere og eksrygere med vejrtrækningsproblemer og hoste bør gå til lægen. De kan nemlig være blandt de mindst 200.000 danskere, der lider af rygerlunger uden at vide det.
Men vil rygerne ikke selv til lægen, kan de måske overtales af deres pårørende, og de pårørende er netop målet i en ny kampagne fra Netdoktor. Netdoktor har tidligere rettet kampagner mod de sygdomsramte selv, men fokus er denne gang på rygeres og eksrygeres familier.
- Vi fandt ud af, at mange pårørende gerne vil hjælpe, men synes det er svært. Samtidig lytter folk meget til deres pårørende, siger Rikke Esbjerg, læge og direktør for Netdoktor, der står bag kampagnen.
- Et godt eksempel er børn, der lærer i skolen, at det er farligt at ryge. Når de kommer hjem, siger de: »Hvorfor ryger du, når det er farligt, far?«. Jeg har talt med flere at de fædre, og det er noget, der får dem til at tænke sig om, forklarer hun.
En simpel måling af lungefunktionen kan afsløre rygerlungerne, og jo før det sker, desto flere gode leveår kan man nå at redde.
- Det er livsvigtigt at opdage sygdommen i tide. Det er en fremadskridende sygdom, der nedbryder vævet i lungerne, så hvis man ikke stopper den, ender man med skulle leve ti år, hvor man er lænket til at iltapparat. Og til sidst dør man af det, siger Rikke Esbjerg.
Lungerne har taget skade, når sygdommen først har ramt, men nedbrydningen kan standses, påpeger hun.
I alt 430.000 danskere lever ifølge Netdoktor med rygerlunger.