Mange af ligene er så medtagede efter ulykken, at det ikke umiddelbart har været muligt at identificere dem.

Derfor skal dna-analyser afgøre, hvem de døde er.

Belgiske myndigheder sender et team med speciale i offer-identificering til Schweiz.

Det skriver det schweiziske medie blick.ch.

Tirsdag aften kort efter klokken 21 lokal tid kørte en bus med 52 passagerer - langt de fleste skolebørn i 12 årsalderen - galt i en motorvejstunnel. Børnene var på vej hjem fra en skiferie, da det gik galt i tunnellen på motorvej A9 ikke langt fra den schweiziske by Sion.

Pludselig drejede bussen skarpt til højre, og kørte ind i en betonvæg inde i tunnellen.

Mange af børnene blev klemt fast i bussen under ulykken.

- Vi må vente på resultaterne af DNA-prøverne, lyder det ifølge blick.ch fra politiet i den schweiziske kanton Valais.

Dagen efter ulykken er de to belgiske byer Lommel og Heverlee ramt af en ufattelig sorg.

De skulle have brugt formiddagen til at tage imod deres hjemvendte børn, når bussen med de 52 glade skielever og deres lærere ville ankomme til Basisschool 't Stekske i Lommel og naboskolen Sint Lambertus School i Herverlee.

I stedet oplever en flok belgiske forældre lige nu deres værste mareridt. Deres børn kommer aldrig hjem.Og ikke nok med det. Flere af de ulykkelige forældre har ikke fået klar besked på, at deres børn er blandt de omkomne.

Onsdag formiddag blev de pårørende kørt i busser til en militærlufthavn. To specialfly fra det belgiske luftvåben vil flyve dem til det område i Schweiz, hvor deres børn forulykkede.

Den belgiske premierminister, Elio Di Rupo, er også på vej til Schweiz for at hjælpe.