Marlborough-regionen sidder tungt på New Zealands vinproduktion, men går man efter kvalitet, er der mere at hente i boutique-vindistriktet Nelson.

Solen skinner over Nelson, da vi bliver hentet af vores guide Owen i hans minibus. Luften er kølig og sprød, og den skarpe efterårssol kræver solbriller.

»Sikke heldige vi er med vejret«, bemærker jeg, og Owen skimter op mod himlen, som om han først nu lægger mærke til den.

»Nå ja, sådan er vi ret heldige her«, konstaterer han med et smil.

Det er ikke for ingenting, at Nelson går under tilnavnet ’sun city’, for byen velsignes med flere solskinstimer end noget andet sted i New Zealand.

Byen ligger i toppen af sydøen med nordvendt kyst, og er omkranset af bjerge i syd, øst og vest. I sommerhalvåret valfarter turister hertil for at opleve en af landets smukkeste nationalparker, Abel Tasman, som ligger lige på dørtrinnet.

Nelson er også kendt som de kreatives og de alternatives samlingspunkt – Nelson, som er på størrelse med Vejle, huser mere end 350 kunstnere og kunsthåndværkere. Gadebilledet er præget af kunstgallerier, caféer og små excentriske forretninger, som sælger smykkesten og spraglede tørklæder.

Nelson - for kvalitet og ikke kvantitet

Nelson er dog først og fremmest kendt for sine vine. Her dyrkes vin på 880 hektarer, hvilket kun er 2,5 pct. af New Zealands samlede vinproduktion. Men det er kvaliteten, der adskiller Nelson fra mere kendte vinområder som f.eks. Marlborough, der står for 77 pct. af landets vinproduktion. Målt per hektar vinder vinene fra Nelson flere priser end nogen anden region i New Zealand.

Terroiret er ideelt til at lave aromatiske hvidvine vine som riesling, pinot gris og gewürztraminer, men området er også kendt for sine pinot noir og chardonnay. Og så er der den specielle detalje, at alle distriktets 23 vingårde stadig er familieejede.

Vingårdene markedsfører sig som ’boutique’, en etiket, som typisk betegner en lille produktion, men med stor vægt på det håndværksmæssige. Vores guide Owen bemærker, at fordelen ved at vingårdene er så små, er, at vinsmagninger er mere personlige. Ofte bliver man beværtet af gårdejerne frem for en tilfældig ansat.

Her er fire særlige vingårde, man kan nå at besøge på en enkelt dag i Nelson vindistriktet:

Biodynamisk harmoni

Vinbladene er gyldne mod de snedækkede bjerge, og mellem rækkerne gnasker en håndfuld får af det høje græs. På marken går der et par køer, som kun måske kan lokkes hid med en spandfuld af vindrueskaller. Der gryntes højt og veltilfreds fra svinestien.

Her kunne man godt blive hængende lidt længere. Det er imidlertid ikke kun for den gode stemning, at Lars Jensen (som trods det danske navn er pære new zealandsk) agerer Jens Hansen på sin bondegård. Husdyrene, det knæhøje ukrudt og den mægtige kompostbunke, som ligger og hygger sig under sort plastic i 70 graders varme, er alle del af et afbalanceret økosystem.

Lars Jensens vinproduktion er 100 % økologisk, og så laver han New Zealands første certificerede biodynamiske vin.

Vi prøver blandt andet en blanc de noir, en hvidvin lavet med røde druer, som har en sart pink farve og smager af citrus, pære og fersken. Perfekt til en lun sommeraften på terrassen.

»Skål!« udbryder turguide Owen, på dansk, og Lars Jensen fortæller, hvordan han fandt vej fra finans- og teleindustrien over i vinbranchen.

»Vin er noget, man kan dele og nyde med andre. Det var sværere at dele min interesse for finans med venner og bekendte,« griner han.

Gården Richmond Plains producerer 60.000 flasker vin årligt, heraf eksporteres en andel til Danmark.

Den gamle østriger

Seifried er den største vingård i regionen og den ældste på hele sydøen. Det siger noget om New Zealands identitet som vinland, at øens ældste vingård har mindre end 50 år på bagen.

Herman Seifried kom hertil fra hjemlandet i Østrig i 1970’erne og plantede de allerførste Riesling vinstokke i New Zealand. Siden er også sauvignon blanc, chardonnay og pinot noir kommet til, og den samlede produktion anslås til 1,8 millioner flasker om året.

Vi smager os igennem seks vine, som viser præcis, hvor bred en palet, Seifried maler med. En i gruppen er særligt begejstret for den nylancerede 9 % sauvignon blanc. I New Zealand blev promillegrænsen for spritkørsel for nylig sat ned til det halve, og det har medført en stor efterspørgsel på vine med lavere alkoholprocent.

’Old Coach Road’ sauvignon blanc er Seifrieds bud på en lettere hvidvin, som ikke går på kompromis med smagen. Og den har allerede gået sin sejrsgang ved adskillige vinprisuddelinger, for eksempel vandt den guld ved The New York Wine Show. Den er let og forfriskende, med noter af citrus, brændenælde og grapefrugt.

Men det er rosinen i pølseenden, dessertvinen, som slår benene væk under os. Vinen, som er lavet på riesling druer, er navngivet »Sweet Agnes« efter Herman Seifrieds hustru.

Hvilket er passende, for det er svært ikke at forelske sig i den fløjsbløde, frugtige vin. Den er sød, men kompleks.

Vingård med wauw-faktor

Woollaston er en populær lokalitet til bryllupsreceptioner, og når man træder ud på stedets terrasse, forstår man hvorfor. Her er panoramisk udsigt over en spejlblank sø omkranset af vinmarker.

Efterårssolen er endnu ikke gået ned bag de blå bjerge i horisonten og bader markerne i et gyldent lys. I disse omgivelser kan man nyde et glas af vingårdens økologiske pinot gris, riesling, chardonnay, sauvignon blanc eller pinot noir.

På Woollaston er det ikke kun druerne, der dyrkes økologisk. Også selve vinfremstillingen er økovenlig. Vineriet er designet i fire niveauer, som ligger ovenpå hinanden og tjener hver sit stadie i fremstillingen. Idéen er så, at der spares energi på at filtrere og pumpe vinen, fordi tyngdekraften gør arbejdet af sig selv.

Woollaston slår sig særligt på stedets pinot noir, får vi at vide, og vi smager på en variant, som er lavet med 20 % hele klaser, hvilket tilfører vinen en leragtig, jordet smag. Druerne er håndplukkede og håndteret så lidt som muligt, hvilket er nøglen til en god pinot noir, fortæller vores værtinde.

Derudover har man undladt at overrisle marken, sådan at vinstokkenes rødder tvinges langt ned i jorden efter grundvand.

Woollaston-familien er kendte kunstnere i New Zealand, og et besøg på vingården føles som en æstetisk totaloplevelse. Her er en smagfuldt indrettet restaurant og et galleri, som indeholder New Zealands muligvis største private kunstsamling.

Kunsten rækker endda helt ud i vinmarken, hvor træskulpturer udgør et overraskende element blandt vinrækkerne. Og kan man ikke få nok af udsigten, kan man købe sig til en overnatning i en luksuriøs suite på vingården.

Vinsmagning med charmeoffensiv

Riwaka River er en meget lille familieejet vingård, som årligt producerer beskedne 3.000 flasker sauvignon blanc, chardonnay og pinot noir.

Vi tages hjerteligt imod med kys og hvin af familiens labrador Jesse, inden går på opdagelse i den romantiske have, som har kig til vinmarken, hvor et par får slikker sol mellem de nøgne vinstokke. Her dufter af roser, lavendel og græs.

Vinsmagningen foregår på en lille overdækket terrasse, som ligger i forbindelse med familiehjemmet. Det føles mere som at være inviteret over på et glas af bekendte end som en formel vinsmagning.

Vingårdens mærke hedder »resurgence« (genopståen, red.), og vi får forklaret, hvordan navnet er et spil på ordets dobbelte betydning. I én forstand er »resurgence« en geologisk reference til det sted nær ved vingården, hvor Riwaka-floden genudspringer fra en underjordisk hule. Men ordet refererer også til en ny begyndelse for familien, som startede egen vinproduktion for seks år siden.

Vi smager på hele sortimentet, og må multitaske mellem at smage på vinen og klappe hunden, som har listet sig ind i en strategisk position imellem os. Chardonnayen er cremet og smager af brændt karamel og vanilje.

Den er lavet med 100 % hele klaser, og to tredjedele af vinen har ligget på egetræsfade. Pinot noiren har en farve som opblandet saft og smager af hindbær. Jesse sender bedende hundeøjne i min retning, og vi diskuterer, om det er vinen eller hunden, vi skal have med hjem på bagsædet af minibussen. Vi nøjes med vinen.