Venstre står til endnu engang at blive det regerende parti i Danmark. Men midt i partiets festligheder er der også en smule malurt i bægeret.

Partiet mister nemlig en lang række af deres mandater på grund af tilbagegang, og det betyder et farvel til flere gode kolleger.

»Det er altid trist at skulle sige farvel til gode og nære kolleger. Det må vi huske, mens vi står her og ser resultaterne komme ind,« siger Inger Støjberg.

Venstre ser ud til at gå op mod 10 mandater tilbage. Det betyder, at Venstre kan ende med at sidde med regeringsmagten, selvom Dansk Folkeparti er større. Det kan Inger Støjberg dog godt leve med.

»Vi har altid haft et godt samarbejde med dem. Men lad os nu se, hvordan det ser ud, når stemmerne er talt op,« siger hun.

Den politiske ordfører fra Venstre var dog ikke meget for at tale om sine egne muligheder for at få en ministerpost.

»Nu skal det hele lige tælles op. Så må vi se. Jeg ved jo ikke engang, om jeg selv kommer ind,« siger hun til BT.

Inger Støjberg ankom til Venstres valgfest på Christiansborg sammen med sin kæreste, der er kendt som PET-livvagten, der kørte kronprinsen over den lukkede Storebæltsbro.