Selv om mange stadigvæk næsten 40 år efter albummets oprindelige udgivelse ikke kan forlige sig med, at ”Nightlife” stilistisk næsten ikke opererer i hård rock, så er der mange fornemme sange på albummet. Jeg var heller aldrig selv været specielt varm på 'Nightlife', men den fornemme remastering af albummet på denne 'De Luxe Edition' giver rig lejlighed til at gå på (gen)opdagelse i disse sange. Og det betaler sig.

Hér er stilistiske afstikkere til både funk, soul, blues og vestkystrock, og selv om man måske bandede over dét engang, så udstiller de ti sange hér – stil upåagtet – faktisk endnu engang, hvilken fænomenal komponist Phil Lynott var.

Uanset om det gælder de funky 'She Knows' og 'Showdown', det soul-bluesy titelnummer, den blændende funk/ hardrock knalder 'It’s Only Money' eller stryger/ pianoballaden 'Frankie Carroll' har vi med fornemt eksekveret sangskriveri at gøre hér – alt sammen stemningsmæssigt dansende på den højderyg mellem melodisk melankoli og kampvillig trods, hvor Phil Lynott havde det bedst.

Nå ja og så er det altså hér, du finder den oprindelige version af verdens bedste ballade, klassikeren 'Still In Love With You', med dén guitarsolo (skabt og spillet af gæstesolisten Gary Moore), som Brian Robertson fire år senere på 'Live And Dangerous' skulle gøre til sin egen og i mine øren den bedste guitarsolo nogensinde.

Var der fine takter på 'Nightlife', var det til gengæld på efterfølgeren 'Fighting', Thin Lizzy skulle blive til dét, vi alle sammen siden lærte at elske dem for: ét af rockhistoriens i særklasse fineste hardrockbands. På sange som 'Fighting My Way Back', 'Suicide', 'Spirit Slips Away', 'Wild One', 'Freedom Song' og Scott Gorhams 'Ballad Of A Hard Man' hører man, at Robertson og Gorham for alvor har fundet hinanden, og at dét harmoni-spil, som siden blev deres og Thin Lizzys adelsmærke, begynder at tage form.

Året efter skrev Phil Lynott så for resten en lille sag, han kaldte 'The Boys Are Back In Town', og derfra er resten som bekendt historie…

Men gør dig selv en tjeneste og invester i disse kærligt restaurerede dokumenter fra Thin Lizzys formative år, som for begge albums vedkommende også byder på en ekstra disc med alternative udgaver og mix, b-sider og demoer.

THIN LIZZY, 'Nightlife – De Luxe Edition', (Mercury)

THIN LIZZY, 'Fighting – De Luxe Edition', (Mercury)