Det skulle som bekendt have været en Black Sabbath genforenings-turné, men størstedelen af den måtte aflyses, da guitaristen Tony Iommi ved årets begyndelse måtte i behandling for lymfekræft.

Sanger Ozzy Osbourne valgte så for ikke at skuffe sine fans at honorere Sabbaths turforpligtelser under navnet ”Ozzy Osbourne & Friends”.

Og Ozzy glæder sig til turnéen, som rammer Jelling Festival pinsesøndag 27. maj.

- Jeg har aldrig tidligere givet koncerter, hvor jeg bliver suppleret af en række gæstemusikere, men jeg glæder mig virkelig, siger Ozzy hér op til turnéstart i Helsinki i næste uge.

Velvidende at langt de fleste har købt billetter til et Black Sabbath show, består en stor del af koncerten i Jelling af et sæt med udelukkende Black Sabbath numre. Hér deltager også Sabbaths originale bassist Geezer Butler.

- Selvfølgelig havde vi helst set, at Black Sabbaths reunion tur kunne gennemføres, og at Tony kunne have været med på alle koncerterne, siger Geezer.

- Men når det nu skal være sådan, så glæder jeg mig meget til at komme ud at spille igen. Ikke mindst ser jeg frem til at spille sammen med alle de fremragende musikere, som nok skal holde mig i gang.

Udover Ozzys sædvanlige band, som består af guitaristen Gus G, bassisten Blasko, keyboard manden Adam Wakeman og trommeslageren Tommy Clufetos, er også Osbournes tidligere guitarist Zakk Wylde blandt gæsterne i Jelling.

Ozzy Osbourne gav senest koncert i Danmark på Skanderborg Festival sidste år. En koncert, som mildest talt var på det jævne, men det burde Geezer Butler og Zakk Wyldes tilstedeværelse kunne rette op på i Jelling. Wylde spiller også på festivalen med sit eget band Black Label Society.