Overspringshandlinger giver os stress
De små overspringshandlinger i arbejdsdagen gør, at vi bliver stressede senere.
De små overspringshandlinger i arbejdsdagen gør, at vi bliver stressede senere.
Mange kender det godt: Vi tjekker lige Facebook, inden vi giver os i kast med de egentlige arbejdsopgaver. Det kan virke afslappende med en overspringshandling, men på længere sigt bliver vi stressede af det, skriver 24timer.
- Man kan kalde overspringshandlinger en hyggelig selvdestruktion. Det er lidt som at tisse i bukserne. På sigt kommer det tifoldigt tilbage, for bag ved overspringshandlingerne lurer arbejdet og æder vores energi, siger effektivitetsekspert og coach Dorthe Rindbo til 24timer og fortsætter:
- En af konsekvenserne er stress. Vi skyder opgaverne foran os, og arbejdslæsset bliver større og større. Så bliver det uoverskueligt at tage fat i bunken, og vi fortsætter med overspringshandlingerne.
Og ikke nok med, at vi bliver stressede. Den lille pause kan også blive en ond cirkel, for vi kan blive afhængige af dem.
- Når vi for eksempel lige skal tjekke Facebook eller på anden måde belønne os selv, udskiller hjernen dopamin, der føles rart i kroppen. Det lille boost kan vi nemt forfalde til at blive en anelse afhængige af, selv om det bestemt ikke er godt i længden, siger psykoterapeut Michael Rasmussen fra Udviklingshuset til 24timer.