SF og Enhedslisten går frem i ny Megafon-måling, men det sker på bekostning af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. De borgerlige står fortsat til at få flertal.

Siden Annette Vilhelmsen blev formand for SF i efteråret 2012, har partiet haft kurs mod bunden i meningsmålingerne.

Men nu er stemningen tilsyneladende vendt, og partiet kan spore fremgang.

I en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken står SF til at få ti mandater, og det er en fremgang på tre mandater i forhold til seneste måling fra december sidste år.

SFs politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) er ifølge Politiken »positivt overrasket« over målingen.

»Vi har forsøgt at starte sæsonen med at være mere tydelige og klare. Og vi har forsøgt at tydeliggøre os ved at komme med markante SF-holdninger - for eksempel i forhold til nogle af de EU-domme, der har været omkring velfærdsturisme og diskussionen med højrefløjen om nulvækst,« siger Lisbeth Bech Poulsen til Politiken.

Hun fremhæver også aftalen om togfonden og den såkaldte timemodel som en vigtig SF-sejr, der kan være årsag til fremgang blandt vælgerne.

Også Enhedslisten går frem med fire mandater i den nye måling fra 17 til 21 mandater. Det er i alt syv mandater ekstra til rød blok.

Men de to partiers fremgang sker på bekostning af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, der går henholdsvis to og tre mandater tilbage. Det betyder, at rød blok samlet kun går to mandater frem fra 79 til 81 mandater.

Blå blok sidder dermed fortsat med et komfortabelt flertal på 94 mandater, konkluderer målingen.

Hverken Venstre eller Liberal Alliance går frem eller tilbage, men for De Konservative er målingen et lyspunkt, da partiet står til at gå et mandat frem til i alt otte mandater.

Målingen er til gengæld et slag i ansigtet på Dansk Folkeparti og partiets leder Kristian Thulesen Dahl (DF), der må finde sig i en tilbagegang på tre mandater. Partiet kan dog glæde sig over, at det fortsat er syv mandater mere end ved folketingsvalget i 2011.