KIF Kolding København havde ingen problemer med at besejre Sønderjyske i lørdagens sene kamp i herrernes håndboldliga.
Sønderjyske er ellers kendt for at kunne drille de fleste mandskaber hjemme i Skansen i Sønderborg, men KIF var overlegne og vandt en suveræn sejr på 28-19.
KIF-mandskabet leverede en meget overbevisende sejr og demonstrerede igen, hvorfor de er storfavoritter til at forsvare DM-titlen. Lasse Andersson præsterede igen på meget højt niveau for KIF, og den unge bagspiller blev kampens topscorer med seks mål - dermed fortsætter han den gode periode, han er inde i, og landstræner Gudmundur Gudmundsson må efterhånden få svært ved at se bort fra den 20-årige KIF-spiller.
Med de to point udbygger KIF sit forspring i ligaen, hvor de ligger nummer et med 21 point efter 11 kampe - nærmeste forfølger er Aalborg, der har 15 point på andenpladsen.
Netop Aalborg var også i aktion lørdag eftermiddag, hvor de vandt 26-24 ude over Ribe-Esbjerg. Skjern sikrede sig også to point til kontoen, da vestjyderne besejrede Skanderborg 28-27, mens Klavs Bruun Jørgensens Team Tvis Holstebro uden problemer vandt 30-20 ude over bundholdet Odder.