Østjyllands Politi har sat alle kræfter ind i jagten på op mod ti maskerede gerningsmænd, der mandag eftermiddag overfaldt en 20-årig århusiansk mand i Højbjerg ved Aarhus. Det skriver stiften.dk.

Klokken var 17.15, da den 20-årige mand trådte ud på Rundhøjtorvet foran spillekiosken Players Paradise for at ryge en cigaret. I det samme rullede flere biler med maskerede og bevæbnede unge mænd op foran kiosken.

»De var alle bevæbnet med baseballbats, golfkøller og knive. Det virkede ekstremt velforberedt og planlagt,« siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

Offeret, der stod og snakkede med en bekendt, tog straks flugten. Han blev imidlertid hurtigt indhentet og slået ned med et indtil videre ukendt slagvåben. Herefter blev han stukket i siden med kniv.

Optrinnet kunne være endt med dødelig udgang, men trods knivstikket lykkedes det offeret at kæmpe sig fri og flygte ind i den nærliggende Netto, hvor personalet fik alarmeret politiet.

Østjyllands Politi efterlyser fortsat vidner til overfaldet, men ordensmagten oplyser, at man allerede har gode spor at gå efter.

»Vi står ikke på bar bund. Blandt andet fik vi samme aften klokken 00.31 en anmeldelse om en udbrændt bil på Bispehavevej. Det viste sig at være en stjålet Chevrolet Aveo, som indgår centralt i efterforskningen,« siger Mogens Brøndum.

Knivofferet er et centralt vidne i den såkaldte Solhavesag, hvor en række tidligere og nuværende ansatte på opholdsstedet Solhaven i Farsø i øjeblikket sidder på anklagebænken, tiltalt for talrige tilfælde af vold og trusler mod unge på opholdsstedet.

Den 20-årige skulle have vidnet i sagen tirsdag.

Men selv om han allerede mandag aften blev erklæret uden for livsfare, var han på ingen måde frisk nok til retsmødet i Aalborg, der da også blev aflyst.

Flere medier spekulerede tirsdag i en sammenhæng mellem knivstikkeriet i Aarhus og vidnerollen i Nordjylland, men ifølge Østjyllands Politi er der intet, der tyder på sammenfald.

»Vi er åben for alle muligheder, men i øjeblikket peger efterforskningen i retning af et internt opgør mellem århusianske grupperinger,« siger politikommissær Mogens Brøndum.