Oplysningerne fremgår af interne journaler mellem Arbejdssekretariatet (red, overborgmesterens kontor) og Revisionsdirektoratet.

Allerede for ni år siden gjorde Revisionsdirektoratet overborgmesteren opmærksom på, at hans kontor ikke førte tilstrækkelig tilsyn med KUCs brug af skattekroner, og at der var kritiske forhold i KUCs regnskaber.

Seks år senere skriver de igen til Jens Kramer Mikkelsens kontor, at Arbejdssekretariatet bør "tilrettelægge sin forvaltning af kommunes tilskud til KUC i henhold til standarden god tilsynsforvaltning.

Ifølge Arbejdssekretariatet har en sådan kontrol med tilskudsanvendelsen kun fundet sted i begrænset omfang."

Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen erkender, at han har underskrevet papirerne som gennemset.

"Ja, hvis jeg har set dem, så har jeg påtegnet, at jeg har set dem. Det er jo netop formålet med at sikre arbejdsgangene.

Jeg ønsker ikke på nogen måder at gå i diskussion med det, som revisionen (Revisionsdirektoratet, red.) skriver. Det revisionen skriver, det har revisionen ret i.

Men det, der så kan undre, er, at hvis Revisionsdirektoratet mener, at man har sagt nogle ting flere gange, så burde de hæve stemmen. Det er så tilsyneladende rettet op. Ellers er der noget galt - og så er der også noget galt med kommunes revision."

Jens Kramer Mikkelsen mener ikke, at skandalen omkring Poul-Erik Oppelstrups brug af kreditkort kunne være undgået, hvis hans kontor havde skærpet tilsynet med KUC. Bakspejls-logikken holder ikke, mener han.

Men Revisionsdirektoratet bemærker netop i 1997, at:

"Arbejdssekretariatet endnu ikke har udarbejdet regler for den løbende budgetkontol i KUC."

Det betyder, at Poul-Erik Oppelstrups misbrug kunne stå på i flere år, samtidig med at resten af bestyrelsen kunne gå med på casino, til landskampe og spise dyre middage.

KUCs bestyrelse blandede sig nemlig ikke.

I rapporten, der fældede Poul-Erik Oppelstrup, står "fra økonomichefens side er det oplyst, at man år tilbage havde fået pålagt hverken at blande sig i formandens (Poul Erik Oppelstrup, red.) kreditkortsanvendelse eller hans udgiftsdisponering."

Så Poul-Erik Oppelstrup fik også frie hænder af Københavns Kommune.

Ved udnævnelsen torsdag af den nye KUC formand, Laue Traberg Smidt, tog Jens Kramer Mikkelsen samtidig initiativ til, at Københavns Kommune skal klarlægge deres tilskud til samtlige selvejende institutioner i kommunen.

Læs LEDEREN i B.T. Fredag