De seneste 14 dage har Venstres formand Lars Løkke Rasmussen været ude i et gedigent politisk stormvejr, fordi han som formand for den grønne klima-fond Global Green Growth Institute (GGGI) har haft rejseudgifter for en million kroner. Læs en gennemgang af sagen her dag for dag.

Lørdag 5. oktober

Venstre holder landsmøde i Odense. Ekstra Bladet udkommer med forside-ordene: ‘Luksusdyret Løkke slår til igen: Brænder million af på rejser’, og fortæller om Lars Løkkes rejseudgifter som formand for den grønne klima-fond Global Green Growth Institute (GGGI) på knap 24.000 kroner om dagen.

På et pressemøde samme dag siger Lars Løkke om rejseudgifterne:

- Jeg har afviklet alle de rejser i fuld overensstemmelse med det regelsæt, der er gældende.

Lars Løkke afviser at kommentere sagen yderligere på pressemødet.


Søndag 6. oktober

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) kræver, at Løkke orienterer bestyrelsen i GGGI om rejser for omkring en mio. bistandskroner.


Mandag 7. oktober

Lars Løkke vil ikke udlevere bilagene for sine rejser for GGGI.


Tirsdag 8. oktober

Det kommer frem, at Lars Løkke i sin egenskab af GGGI-formand har udtalt til avisen Korea JoongAng Daily, 18. december 2012, at ’Krisen har skabt en situation, hvor mange finansministre verden over skal sikre, at skatteydernes penge bliver brugt på den mest effektive måde. Vi (GGGI, red.) kan tilbyde rammer, hvor du kan være sikker på, at dine penge bliver brugt effektivt.’

Flere politikere mener, det er i modstrid med, at Løkke ikke ønsker at lægge sine rejsebilag frem.


Torsdag 10. oktober

En redegørelse, som GGGI har lavet til Udviklingsministeriet på Løkkes egen opfordring, viser, at Løkkes udgifter til flybilletter er på knap 800.000 kr. Og at flybilletterne  koster mere end 50.000 kr. i gennemsnit, fordi 13 af dem er foretaget på First Class, der er kategorien over business class. Udgifter til overnatning på de i alt 49 rejsedage er på små 150.000 kr.

Lars Løkke siger til TV2 Nyhederne, at han har justeret rejsereglerne i GGGI, så han nu rejser fuldstændig som en dansk minister.


Søndag 13. oktober

I et indlæg søndag aften på Facebook linker Lars Løkke Rasmussen til et brev, han har sendt ud til partiets 43.835 medlemmer. Heri beklager Venstre-formanden den seneste tids negative omtale af ham selv og dermed også af Venstre.

Brevet letter dog ikke presset på Venstre-formanden. Flere politiske modstandere og kommentatorer fastholder, at Lars Løkke bør lægge sine rejsebilag frem.

Venstres udenrigsordfører Søren Pind, partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby og Jacob Engel-Schmidt er alle ude at forsvarer Lars Løkke i medierne. Og de fastholder hans ret til ikke at fremlægge sine rejsebilag. En argumentation de tre gentager i de kommende dage.


Mandag 14. oktober

Udenrigsministeriet slår fast, at der ikke er nogen regler, der forhindrer Lars Løkke i at fremlægge sine rejsebilag, hvis han selv ønsker det. Dermed punkterer ministeriet fuldstændig de forklaringer, som Søren Pind og Ellen Trane Nørby tidligere er kommet med.

Søren Pind vælger dog at fastholde, at Lars Løkke ikke selv kan vælge at fremlægge bilagene.


Tirsdag 15. oktober

Cand.scient. og Ph.d.-studerende Anders Riel Müller fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) skriver en sønderlemmende kritik af GGGI som klima-organisation.

Organisationen startede i Sydkorea, og Anders Riel Müller skriver blandt andet:

- Sydkoreas grønne vækstplan, grundlaget for GGGI, har vist sig at være alt andet end miljø- og klimavenlig. Hvis udviklingslandene følger Sydkoreas og GGGI-frontfigurernes eksempler, får vi nok brug for en planet eller to mere. Måske er det på høje tid, at Danmark tager sit medlemskab af GGGI til genovervejelse.

Kort før klokken 17 vælger en hårdt presset Lars Løkke via Facebook at fortælle, at han vil lægge rejsebilagene frem.

Lars Løkke skriver følgende:

Der er - helt naturligt - meget stor interesse om mine aktiviteter i GGGI. Jeg har ikke noget at skjule, men skal jo kende svarene før jeg kan give dem. Da jeg i weekenden personligt skrev til Venstres medlemmer, satte jeg derfor samtidig hovedkontoret i Seoul i gang med at skabe et fuldt og detaljeret overblik. Seoul arbejder på højtryk og forventer at have arbejdet færdigt til weekenden.
Søndag kl. 13 holder GGGI ved Direktør Howard Bamsey og jeg derfor et pressemøde i København. Her vil pressen ekstraordinært få adgang til alle oplysninger om mine møde-, rejse- og opholdsomkostninger. Indbydelsen udsendes i morgen.

Jeg ser frem til at svare på pressens spørgsmål på søndag, når vi har de relevante fakta.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen


Torsdag 17. oktober

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) kræver en grundig redegørelse af sagen om Global Green Growth Institute (GGGI).


Fredag 18. oktober

Udenrigsministeriet offentliggør en 67 sider lange rapport fra Sydkoreas rigsrevision vedrørende GGGI. Revisionsrapporten er fra november 2012. Der er tale om en uofficiel, engelsk oversættelse. Rapporten udtrykker heftig kritik fra de sydkoreanske revisionsmyndigheder, der blandt andet slår ned på, at GGGI på ulovlig vis har bestukket sydkoreanske embedsmænd og misbrugt støttekroner.

Kritikken stammer fra før, Lars Løkke Rasmussen tiltrådte som formand for organisationen i juli 2012.

GGGI får også kritik for at have betalt huslejen for fire ansatte i København og London uden først at have undersøgt huslejeniveauet i byerne først. Huslejetilskuddet var på mellem 8.000 og 11.000 kroner.

Kritikken omfatter også indretning af kontorer med specialfremstillede kontormøbler til en værdi af 197.000 kroner, udgifter til byggerier der er løbet løbsk og en millionløn til GGGI's tidligere direktør, Richard Samans.


Lørdag 19. oktober

Det kommer frem at  Lars Løkke Rasmussen ikke ved, hvor mange penge GGGI har betalt ham for hans arbejde for organisationen.

Lars Løkke Rasmussen skriver i et brev til Moderniseringsstyrelsen, at GGGI ikke har udbetalt løn til ham med ’nogen form for regelmæssighed, hvorfor den præcise opgørelse af beløbet ... endnu ikke kan opgøres’.

Styrelsen holder styr på Løkkes løn, da han som tidligere statsminister modtager et beløb på omkring 1,5 mio. kr. årligt, hvor eventuelle nye indtægter skal fratrækkes. Løkke skyder umiddelbart beløbet fra GGGI til at være i nærheden af 150.000 kr. i det seneste år, men har nu ’iværksat en nærmere afklaring, således at det korrekte beløb kan modregnes,’ skriver han ifølge Jyllands Posten.

Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte selv blev fældet af netop en bilagssag, fordi han blandt andet indtog dyr rødvin på skatteborgernes regning, opfordrer i et debatindlæg i Politiken Lars Løkke Rasmussen til at erkende sin skyld, når han i dag møder offentligheden på et længe ventet pressemøde.

- Det er en ren tabersag. Udgiftsniveauet er umuligt at bortforklare. Der er kun et at gøre: At lægge sig fladt ned og beklage den manglende situationsfornemmelse, der opstår, når man indhyllet i succes og omgivet af rygklappere mister jordforbindelsen, skriver Brixtofte i Politiken.


Søndag 20. oktober

GGGIs direktør Howard Bamsey og Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde kl 13. Følg pressemødet på bt.dk