Beijing. Kina har varslet et forbud mod handel med elfenben i landet. Forbuddet skal træde i kraft inden udgangen af 2017.

Kina har ellers været det største marked for handel med elfenben, der stammer fra elefanters stødtænder. Det har sat verdens største landdyr under pres.

Læs mere her:

* Antallet af elefanter i Afrika er faldet drastisk. Nedgangen i bestanden skyldes primært krybskytteri.

* Der er ifølge WWF Verdensnaturfonden omkring 415.000 afrikanske elefanter tilbage. Det er et fald på over 100.000 i løbet af ti år. Til sammenligning var der i begyndelsen af 1900-tallet mellem tre og fem millioner af slagsen.

* Asien er klart den største aftager af elfenben.

* I Kina kan et kilo elfenben indbringe op til 1100 dollar, hvilket svarer til omkring 7770 kroner.

* Elfenben bruges blandt andet til smykker og pyntegenstande og ses som et symbol på rigdom.

* De seneste år er der blevet beslaglagt og afbrændt store mængder elfenben. I 2014 blev der eksempelvis beslaglagt over 60 ton elfenben.

Kilder: WWF Verdensnaturfonden, Cites, BBC.

/ritzau/