Efter platinplader, udsolgte koncertturnéer og uhørt succes, er den danske trio Outlandish ikke færdig med at nedbryde grænser. Således udgiver de nu deres nye album på eget pladeselskab. Men samtidig rykker familien ind, der hvor venskabet før var alt.

- Vi er stadig fantastiske venner. Men vi ses ikke hele tiden, siger Lenny Martinez, som som 14-årige flyttede fra Cuba til Brøndby Strand.

Siden gruppens start i 1991 har Outlandish opnået uhørt succes. For nyligt optrådte de tre venner således for flere hundredetusinde tilskuere til en stor udendørsfestival i Marokko. Og i Indien har Outlandish over 70.000 tilhængere på facebook og twitter.

Fra drenge til mænd

Samtidig er drengene også blevet til mænd. De er gift. Nogle har børn. Og derfor hænger Lenny, Isam og Waqas ikke altid ud, som da de var unge.

- Der kan sagtens gå to uger, hvor vi ikke ses eller taler sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke længere er venner. Vi er nærmere blevet til vores egen lille familie, der ikke nødvendigvis ses hele tiden, understreger Lenny, der sammen med sine 'brødre' på det nye album som sædvanligt har opsuget inspiration over hele kloden.

Således sniger der sig på de nye sange stadig både spanske, asiatiske og mellemøstlige toner ind i rappen og popmusikken. Men for første gang skal Outlandish klare meget mere end musikken.

Som chefer for eget pladeselskab skal Outlandish nemlig nu selv sørge for studietid, produktion og regninger, der skal betales.

Men trods presset har det ifølge Lenny været en stor oplevelse.

- Det giver masser af hårdt arbejde men også masser af frihed til selv at tage beslutninger, siger Lenny.

Og hvis det nye album 'Warrior//Worrier' bliver et ligeså stort hit som sine forgængere, så betyder Outlandish fod under eget bord selvfølgelig også et langt større overskud for de tre i forvejen velhavende. popstjerner.