Orkanen Irma trækker et voldsomt spor af ødelæggelser efter sig, efter den nu har passeret Caribien og Puerto Rico og snart ventes at nå Florida. Selvom orkanen har bygget sig op til at være en kategori 5-orkan - den højeste mulige kategori - og producerer vindstød på op til 300 kilometer i timen, så kan det være svært at begribe den ødelæggende styrke.
Her kommer orkanekspert fra det anerkendte teknologiske institut MIT Kerry Emanuel til hjælp. Han forklarer, at orkanen indeholder dobbelt så meget destruktiv energi som alle bomberne, der blev brugt under 2. Verdenskrig. Det skriver Independent.
Orkanen Irma indeholder ifølge Kerry Emanuels beregninger omkring syv trillioner watt. Ødelæggelserne har indtil videre kostet mindst otte mennesker livet og efterladt 23 sårede på de Caribiske øer.
På Puerto Rico, som også er blevet ramt af orkanen, lever flere end 900.000 indbyggere uden elektricitet og næsten 50.000 uden adgang til vand, ifølge Ritzau.
Orkanen kan nå frem til det sydlige Florida hen mod weekenden, hvor statens Guvernør Rick Scott i mandags erklærede staten i undtagelsestilstand.
Monsterorkanen har også ramt tidligere danske øer, hvor den har efterladt massive ødelæggelser.

