Den automatiske overvågning af danskernes færden på nettet skal ifølge justitsminister Karen Hækkerup (S) høre op, og det er ikke et minut for tidligt, lyder det fra både Ingeniørforeningen IDA og Dansk Erhverv.
De to interesseorganisationer peger på, at registreringen er gået ud over borgernes privatliv, og samtidig har det også kostet på dyrt for både borgere og virksomheder, lyder det fra Dansk Erhverv.
»Det er os alle sammen, der har betalt for Danmarks enegang her. Både i kroner og ører og i retssikkerhed. Danske virksomheder har brugt væsentlige summer på at leve op til de danske logningsregler, som de er blevet påtvunget. Selskaberne har kun haft ét sted at sende regningen hen, og det er til deres kunder og dermed almindelige danskere,« forklarer chefkonsulent Janus Sandsgaard.
Hos IDA peger IT-talsmand Jørn Guldberg på, at overvågningen har været meningsløs og overdreven, og derfor er det et vigtigt skridt, som Karen Hækkerup nu er klar til at tage. Men samtidig er der behov for at gøre endnu mere for at beskytte borgernes retssikkerhed ved at ændre persondataloven, siger han.
»Danskerne lever i dag med en persondatalov, der blev til længe før Facebook og andre sociale medier for alvor gjorde deres indtog, og derfor skal vi have sat speed på processen, så danskerne sikres ordentlige forhold omkring deres personfølsomme oplysninger på nettet,« påpeger Jørn Guldberg.