Der venter en stor orange udfordring, når de danske håndboldkvinder i morgen aften kæmper om en finaleplads ved EM i Sverige.

For selv om Holland i mange danske ører nok ikke klinger af håndboldstormagt, må Danmark nok affinde sig med rollen som underdog, når det går løs i Gøteborg i morgen. For hollandsk håndbold har taget kæmpeskridt de seneste år - og har produceret adskillige verdensstjerner, som sidste år var med til at sikre Tulipan-landet en VM-sølvmedalje.

BT har herunder oplistet de fire største hollanske trusler mod en dansk finaleplads.

4) YVETTE BROCH

Den 25-årige stregspiller, der til dagligt tørner ud for det ungarske storhold Györ, er en af grundstenene i den hollandske defensiv. Hun er heller ikke helt tosset i angrebet, hvor hun i løbet af turneringen har scoret 18 mål på 22 forsøg.

3) TESS WESTER

Den unge målvogter Tess Wester fik sit internationale gennembrud, da Holland sidste år nåede frem til VM-finalen. Hun endte turneringen med den højeste redningsprocent af alle målvogtere. Under dette EM lyder 23-årige Westers samlede redningsprocent på imponerende 33 procent.

2) ESTAVANA POLMAN

Hende kender de fleste danske håndboldfans - og fodboldfans. Til dagligt spiller hun i Team Esbjerg, og privat er hun kæreste med FC Midtjylland-stjernen Rafael van der Vaart. Bagspilleren har haft et fornemt EM så langt, og hun står indtil videre noteret for 28 mål i seks kampe.

1) NYCKE GROOT

Nycke Groot er spilleren, som skal have en 'Cristina Neagu-behandling' af det danske forsvar. Den tidligere Team Tvis- og FCM-spiller er hjernen på det hollandske hold og er suverænt den af de orangeklædte, der har fået flest spilleminutter ved slutrunden - 296 indtil videre.