Det økonomiske opsving der satte gang i hjulene i Danmark i perioden 2004 til 2008 formåede ikke at hjælpe de svageste permanent ud på arbejdsmarkedet. Det skriver Fagbevægelsens Ugebrev A4.
Mens økonomien buldrede, blev det ellers beskrevet som en stor socialpolitisk succes, at det lykkedes at få selv indvandrerkvinder, der taler gebrokkent dansk, og unge misbrugere ud på arbejdsmarkedet. Men under den økonomiske krise er de forsvundet igen i tusindvis.
Og i dag lever næsten 800.000 personer i Danmark i den arbejdsdygtige alder af offentlig hjælp, viser nye tal.
Det skyldes blandt andet, at der blev gjort for lidt for at hjælpe de svageste til at få en permanent tilknytning til arbejdsmarkedet under opsvinget, forklarer arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra AE.
- Der var en hel del unge, som i de gode år tjente penge på ufaglært arbejde i stedet for at få sig en uddannelse. Da krisen så ramte i 2008, stod disse unge meget dårligt rustet, for efterspørgslen på deres ufaglærte arbejdskraft faldt dramatisk, siger han til A4.
Ser man på tallene længere tilbage i tiden, står det klart, at der siden 1990 har været mindst 690.000 personer i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst.
De udgør er en kæmpe belastning for samfundsøkonomien, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har erklæret, at flere skal i job - det er dog ikke lykkedes i særlig høj grad for nogen regeringer tidligere, uanset partifarve.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen mener, at VK-regeringen burde gjort mere for at forhindre stigningen i antallet af personer på offentlig forsørgelse.
- Hvis ikke den forrige regering havde brugt alle pengene på skattelettelser, havde vi haft flere penge nu til at booste økonomien og skabe arbejdspladser. Dertil kommer, at VK-regeringen i høj grad forsømte at gøre noget for uddannelse til alle. Uddannelse er jo et af de bedste værn mod at havne på for eksempel kontanthjælp, siger han.
Den kritik bliver og afvist af Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.
- Vi prøvede uden held at få Socialdemokraterne med på en reform af dagpengene. I december 2010 fremlagde vi et forslag til en reform af førtidspension og fleksjob. Men allerede på det tidspunkt var der gået så meget valgkamp i dansk politik, at Socialdemokraterne åbenbart ikke ville være med, siger hun.