Selv om de er i gang med afsone lange straffe for bl.a. drab og vold med døden til følge har tre unge kriminelle ifølge politiet alligevel været i stand til at bestille og skaffe fire skarpladte skydevåben fra deres fængselsceller.
Efter politiets mening skulle våbene - tre skarpladte pistoler og en riffel med patroner - bruges i forbindelse med mulig hævn over de tre unge mænd, der 11. november i fjor blev likvideret sovende ved det såkaldte tripel-drab på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.
Det kom frem tirsdag formiddag, da de tre afsonere sammen med ni andre unge blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Alle 12 har indvandrerbaggrund og skal ifølge politiet findes i samme kriminelle miljø, som de tre dræbte ved tripel-drabet på Frederiksberg. En af dem er lillebror til en af de tre dræbte.
En af de tre afsonere, der nu også sidder sigtet for at have skaffet et af de fire hævnvåben, er den 19-årige Taha Chaidmi. Han blev mandag anholdt i Statsfængslet Østjylland i Horsens, hvor han var i gang med at afsone de otte års fængsel, som han er idømt for knivdrabet på 21-årige Jon Patorra 5. september 2012 ved et pizzeria på Jydeholmen i Vanløse. Udover knivdrabet blev han også dømt for vold og afpresning.
Ifølge politiets aktuelle sigtelse mod ham gik han straks efter trippel-drabet på Frederiksberg i gang med at bestille et skydevåben. Dels over telefon, og dels via samtaler med to af de andre sigtede i sagen.
Tre dage efter tripel-drabet bar anstrengelserne ifølge politiets sigtelse frugt, da en kurer blev sendt til Odense Banegård ved 20-tiden. Her fik kureren overdraget en pistol og tilhørende ammunition, som han i et intercitytog transporterede mod København.
Våbenprojektet gik dog i vasken, da politiet havde fået nys om våbenanskaffelsen. Kureren blev samme aften kl. 21.46 anholdt af politiet i intercitytoget ved Valby Station. Kureren blev varetægtsfængslet med det samme - men først mandag slog politiet til mod den formodede bagmand Taha Chaimi i Statsfængslet Østjylland og tre mellemmænd.
Ved den aktuelle politiaktion er der i alt blevet anholdt 12 personer i alderen 16-30 år. Alle nægtede sig tirsdag formiddag skyldige, da de blev fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre ved Retten på Frederiksberg, men ønskede i øvrigt ikke at udtale sig.
To af dem var ligesom Taha Chaidmi i gang med at afsone domme for alvorlig, personfarlig kriminalitet, da de mandag blev anholdt. Ifølge politiet har de fra deres celler i Statsfængslet i Møgelkær ved Juelsminde medvirket til sammen med seks andre at skaffe en riffel med ammunition.
Riflen blev ifølge politiets sigtelse i ly af julefreden hentet 24. december om aftenen et ukendt sted på Frederiksberg, hvorefter riflen blev gemt under et halvtag hos en af de sigtedes forældre i Vanløse. Her blev både riffel og ammunition fundet af Københavns Politi 28. december.
De to anholdte fra Statsfængslet i Møgelkær er den 21-årige Habibullah Rahimi (tidligere dømt for bankrøveri med kniv og i gang med at afsone straffen for grov vold i forbindelse med det dødelige overfald på Jon Patorra) samt den 21-årige Osama Jaffar (i 2013 idømt otte års fængsel for dødsvold mod den pædagogstuderende Ali Agha ved Tingbjerg.
Osama Jaffar var bror til en af de tre likviderede ved tripel-drabet på Frederiksberg - 23-årige Suhaib Jaffar - og søn af den fremtrædende imam Khalil Jaffar Mushib fra Islamisk Kulturcenters moske i Københavns Nordvest-kvarter.
