Fra Premier League til Superligaen.
FC København brugte sommerens transfervindue til at forstærke sig på banen, og få dage efter vinduets lukning byder manager Ståle Solbakken så velkommen til et nyt ansigt i klubbens scouting-afdeling.
I en meddelelse på klubbens hjemmeside skriver FC København, at man har ansat Brian Fonseca, som kommer til klubben fra Premier League-klubben Southampton. For englænderne har Fonseca ledt efter talenter i Skandinavien, og teknisk direktør i FC København, Johan Lange, glæder sig over tilgangen.
»Efter en grundig rekrutteringsproces er vi meget glade for at byde Brian velkommen til FCK. Brian har en tung fodboldfaglig erfaring som både træner og scout. I Brians seneste arbejde som scout i Skandinavien for Southampton har han opnået erfaring med international fodbold i skandinavisk kontekst, som er væsentligt for os,« siger Johan Lange i pressemeddelelsen.
Brian Fonseca kender FC København i forvejen - ikke kun i kraft af sine år som scout i Skandinavien. Han har tidligere været assistenttræner for andetholdet og ser sig selv passe godt ind i 'løvernes' setup.
»Jeg har hele tiden set FCK som en klub, der arbejder meget grundigt og godt med scouting, og det ser jeg frem til at blive en del af og bidrage til. Jeg kommer med min erfaring fra blandt andet Southampton og skal nu helt ind i detaljerne omkring, hvordan F.C. København arbejder. Det glæder jeg mig meget til at komme i gang med,« siger Brian Fonseca.
Fonseca refererer til Lars Højer Nielsen, som er chefscout i FC København.
