Den amerikanske tv-stjerne Oprah Winfrey er kendt for sin hoppende yo-yo vægt.
Det ene øjeblik er hun slank og kan glide ned i et par stramme jeans. Og det næste øjeblik er hun nærmest skræmmende overvægtig.
Og de sidste 18 måneder har den tidligere talkshow-vært befundet sig på den tunge side af vægtskalaen. Det skyldes, siger hun selv, en masse travlhed og stress med sin nye tv-station.
Men nu ser det endelig ud til, at hun igen er på vej mod en slankere linje. Det er nemlig lykkedes hende at smide intet mindre end 12 kilo på blot seks uger.
Det fortæller hun til flere amerikanske medier.
Ifølge kilder har hun skiftet sin usunde livsstil ud med kalorielette måltider. Samtidig har hun fået en ny privat kok, der bruger flere grøntsager og magert kød i de retter, han serverer. Men vægttabet skyldes også motion, og hun er begyndt at træne på løbebånd med den personlige træner Bob Greene.
Oprah Winfrey er ofte meget åben omkring sine vægtproblemer. Hun har døjet med problemer i bugspytkirtlen, og det har blandt andet gået ud over hendes stofskifte.