Oppositionsleder i Venezuela overgiver sig
Leopoldo Lopez, der har stået i spidsen for protester vendt mod Venezuelas præsident, har tirsdag overgivet sig til landets sikkerhedsstyrker.
Leopoldo Lopez, der har stået i spidsen for protester vendt mod Venezuelas præsident, har tirsdag overgivet sig til landets sikkerhedsstyrker.
VENEZUELA: Leopoldo Lopez, der som oppositionsleder har været involveret i en række protester i Venezuela, har tirsdag overgivet sig til sikkerhedsstyrkerne. Det fortæller vidner ifølge Reuters.
Han hoppede ifølge nyhedsbureauet ind i et pansret køretøj, efter han havde holdt en tale ved en demonstration i hovedstaden, Caracas, tirsdag.
Den 42-årige oppositionsleder er anklaget for at have opildnet til dødelig vold i det sydamerikanske land.
Den seneste tid har tilhængere og modstandere af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, været på gaden. Det er sket, selv om præsidenten har indført forbud mod uanmeldte demonstrationer efter flere dage med titusindvis af modstandere i gaderne og konfrontationer mellem demonstranter og politistyrker.
Nicolas Maduro kom til magten for snart et år siden, efter han overtog pladsen fra Hugo Chavez. Korruption og galopperende inflation har dog skabt stor utilfredshed i dele af befolkningen, og det har ført til krav om præsidentens afgang. Det krav afviste Maduro forleden.
»Jeg har ikke tænkt mig at afgive en millimeter af den magt, som Venezuelas befolkning har givet mig. Intet vil stoppe mig i at bygge på den revolution, som kommandant Chavez efterlod os med,« sagde Nicolas Maduro ifølge Reuters lørdag, da han talte ved en demonstration.