Den thailandske milliardær Chaleo Yoovidhya, som opfandt energidrikken Red Bull for tre årtier siden, døde lørdag 89 år gammel. Det oplyser thailandske medier.

Ifølge den statslige TV-station MCOT døde Chaleo Yoovidhya af naturlige årsager.

Chaleo Yoovidhya grundlagde TC Pharmaceuticals, som i 1970'erne lancerede energidrikken Krathing Daeng, eller Red Bull på engelsk. Drikken blev især populær blandt lastbilchauffører og arbejdere.

I 1984 stiftede Chaleo Yoovidhya et selskab sammen med en østrigsk partner, der hjalp med at gøre Red Bull til det globale brand, det er i dag.

Forbes Magazine har rangeret Chaleo Yoovidhya som en af verdens rigeste mænd. Han anslås at have aktiver for flere milliarder dollars.