Opfinder med kassesucces
Drømmen om at opfinde lige nøjagtig den lille ting, som alle går og mangler og samtidig tjene millioner på det, er en drøm, som uendeligt mange har - men som utrolig få får opfyldt
Drømmen om at opfinde lige nøjagtig den lille ting, som alle går og mangler og samtidig tjene millioner på det, er en drøm, som uendeligt mange har - men som utrolig få får opfyldt
Selv om Georg Gearløs uomtvisteligt er verdens mest kreative opfinder, så er han aldrig blevet rig på sine mange finurlige påfund. Trods geniale opfindelser som støjafbryderen, alfabetsuppen og vaniljeisgeværet var og blev det Joakim von And og ikke den opfindsomme ildsjæl, der sad på pengetanken i Andeby.
Sådan er det også uden for Andeby i den virkelige verden. Men på Amager finder man dog et af de sjældne eksemplarer af en vaskeægte opfinder med succes. Kassesucces, oven i købet.
For med noget så livsnødvendigt som en dekanteringstud, der ilter rødvinen mens man hælder den op, lykkedes det rent faktisk for den pensionerede gas- og vandmester Torben Flanbaum at opfinde noget, der både var nyt, genialt, og som samtidig kunne omsættes til kroner og ører.
»Det er lidt ligesom at vinde i lotto,« forklarer gas- og vandmesteren, som i bogstaveligste forstand kom sovende til ideen om dekanteringstuden. Midt i en drøm viste hans afdøde mor ham, hvordan han skulle lave tuden, der ilter vinen. Men helt som at vinde i lotto var det alligevel ikke for opfinderen, for selv om han sad med prototypen i hånden, krævede det hårdt slid, inden millionerne begyndte at rulle ind på kontoen.
»Der er mange forhindringer undervejs for en opfinder. Men heldigvis var firmaet Menu med på ideen, og det har været helt afgørende,« pointerer den opfindsomme blikkenslager.
Men Torben Flanbaum er et sjældent tilfælde. For med 40 millioner opfindelser, som allerede er patenterede og mønsterbeskyttede, er det svært at finde på noget, som ingen andre har tænkt på. Og får man endelig en enestående idé, så er der stadig lang vej til millionen.
»Der er mange ting, man pludselig skal sætte sig ind, både angående patenter, men også om design, produktion og markedsføring. Og det er slet ikke mig. Jeg kan bedre lide at stå i kælderen og eksperimentere med tingene,« siger Torben Flanbaum, som føler sig meget privilegeret over, at han nu kan koncentrere sig om netop de ting, han synes er mest spændende.
Fik ideen fra en abe
Men Torben Flanbaum har også en række andre opfindelser på samvittigheden. Men ingen af opfindelserne har endnu givet samme succes som dekanteringstuden. Det gælder også Flanbaums nyeste opfindelse. En nøddeknækker, der knækker nødder, uden at skallerne flyver rundt i hele stuen.
»Faktisk var det egentlig en abe, der gav mig ideen. For en dag, hvor jeg sad og så en dyrefilm i TV, så jeg en chimpanse, der puttede en nød ned i en hulning og slog den i stykker med en sten. Så tænkte jeg, den idé må jeg da kunne bruge,« griner den bramfrie opfinder.
Men selv om Torben Flanbaum er en succesfuld opfinder med en Jaguar i garagen og millioner på bankbogen, er det stadig svært at få succes med nøddeknækkeren, som åbenbart er for dyr at producere, og som firmaerne ikke rigtig tror på. Derfor er han nu selv gået i gang med at producere og markedsføre nøddeknækkeren, men stadig uden den store succes.
»Hvis ikke vi sælger mindst 5.000 nøddeknækkere til en stor kunde op til jul, så lægger jeg det på hylden,« erkender opfinderen, som med over fem millioner i banken egentlig ikke behøver at opfinde flere ting. Han kan bare ikke lade være.
boc@bt.dk