Operation gjorde Jan syg
Jan Enestrøm blev indlagt til en banal knæoperation på Bispebjerg Hospital. Det hele gik fint, og han stavrede glad rundt uden krykker allerede dagen efter, men så begyndte et sandt smertehelvede.
Jan Enestrøm blev indlagt til en banal knæoperation på Bispebjerg Hospital. Det hele gik fint, og han stavrede glad rundt uden krykker allerede dagen efter, men så begyndte et sandt smertehelvede.
Der var gået stafylokokker i knæet, og det knækkede manden, som ellers er kendt som Danmarks stærkeste mand under 100 kg.
"Jeg skal nok komme ovenpå igen, men det har været et mareridt, og det har kostet nogle tudeture," fortæller 41-årige Jan Enestrøm, som blev opereret første gang den 9. maj i år.
Efter han fik konstateret stafylokokker, er han blevet opereret to gange. Den sidste gang i fredags, hvor lægerne sugede betændelse ud af hans knæ.
"Jeg har haft mange smerter, men det værste har været det mentale. Jeg har haft nogle nedture, måske fordi det er så svært at miste selvkontrollen, når man er vant til at have styr på tingene," siger Jan Enestrøm, som er vant til at tingene kører efter hans hoved.
Han har sit eget træningscenter i Holbæk med tre fuldtidsansatte, og han er også formand for Danmarks Stærkmandsforbund.
"Filmen knækkede for mig, da jeg fik at vide, at det var stafylokokker. Jeg var selvfølgelig bekymret for familien, træningscenteret, økonomien etc. Man regner jo ikke med at blive syg på hospitalet."
Lægger sag an
Jan Enestrøm skal have penicillin i syv uger, men de seneste prøver viser, at behandlingen virker.
"Jeg vil selvfølgelig lægge sag an mod hospitalet. Jeg vil ikke acceptere, at jeg skal igennem så meget smerte og mister tusindvis af kroner på så banal en ting som en knæoperation. Jeg har allerede sat min advokat ind i tingene."
Jan Enestrøm er blot en af de 100.000 patienter, der hvert år får en infektion på hospitalet.
Det medfører op mod 300.000 ekstra sengedage om året, og mange hundrede millioner til medicin, pleje og tabt arbejdsfortjeneste. Men der er en pris, som ikke kan gøres op:
Patientens lidelser.