Vækst- og erhvervsminister Ole Sohn skal formentlig ud i en hård kamp for at bevare sin plads i Folketinget efter næste valg. Hvis den omstridte Mattias Tesfaye bliver opstillet i Køgekredsen, har han gode chancer for at snuppe mandatet i Sjællands Storkreds for næsen af Sohn.
Den 31-årige murer Mattias Tesfaye blev for alvor kendt, da hans kandidatur til næstformandsposten i SF fik beskyldninger om hans påståede kommunistiske sympatier til at fyge internt i partiet.
Til efteråret afgør Køgekredsen, om man vil stille ham op.
- Jeg har været nede at snakke med dem om det, men vi snakker stadig bare, siger han til b.dk.
Ved valget i september sidste år fik SF valgt Astrid Krag og Ole Sohn i Sjællands Storkreds, mens Meta Fuglsang, som i dag er næstformand i partiet, mistede sin plads i Folketinget.
Siden er SF imidlertid gået tilbage i alle meningsmålinger, og partiet skal kæmpe hårdt for blot at beholde de to mandater, man allerede har. Og i den konkurrence står Astrid Krag med langt de bedste kort på hånden. Hun formåede at sluge stemmer i hele storkredsen og fik 15.125 stemmer. Ole Sohn fik 11.181 stemmer, mens Meta Fuglsang fik tredjeflest og måtte nøjes med 6.786 stemmer, hvilket sendte hende ud i mørket.
Ser man alene på de personlige stemmetal, klarede Astrid Krag sig også bedst. Hun fik 6.469 personlige stemmer mod 4.752 personlige stemmer til Ole Sohn.
Kravet til Mattias Tesfaye er derfor, at han skal have flere personlige stemmer end Ole Sohn. Det bliver svært, men er langt fra umuligt, siger kilder i partiet til bt.dk
Hvis Mattias Tesfaye ender med at blive opstillet i Køgekredsen, er der lagt op til en spændende duel mellem to SF-kandidater, der begge slås med deres kommunistiske fortid. Ole Sohn var formand for DKP fra 1987 til 1991 og har i de senere år kæmpet hårdt for at kaste fortidens skygge af sig.
Mattias Tesfaye var indtil 2006 medlem af den lille kommunistiske sekt Kommunistisk Parti - Marxister-Leninister og Enhedslisten.
Vælgerne i Køgekredsen har en gang tidligere sendt en siddende minister ud af Folketinget til fordel for et nyt ungt håb. Det skete i 2001, da den daværende arbejdsminister Ove Hygum mistede mandatet til Henrik Sass Larsen.
