"Det er et godt og funktionelt skib, og jeg glæder mig til at komme hjem med det, fordi jeg ved der har været en del negativ omtale. Jeg tror, der er en del som bliver meget overraskede," siger han.

Hurtigfærgen satte ud på sin jomfrurejse mod Bornholm fra Perths havneby i Australien natten til fredag i sidste uge og ankom onsdag nat til Singapore, hvor den fik friske forsyninger, reservedele og masser af brændstof ombord til den videre færd.

Ved roret står den danske "søhelt", Claus L. Kristensen, der sidste år sejlede hurtigfærgen Catlink 5 over Atlanterhavet fra New York til England og slog en masse rekorder undervejs, hvilket sikrede ham trofæet "Det Blå Bånd".

"Turen er faktisk gået godt. Det er gået rimelig hurtigt. Vi gik fra værftet i Perth til Port Hedland i det nordlige Australien, og derfra til Singapore, og der har vi da holdt en gennemsnitsfart på over 40 knob," siger skibsfører Claus L. Kristensen over satellittelefonen.

"Vi regner stadig med at være hjemme inden den 1. marts. Vi er faktisk lidt foran vores tidsplan for øjeblikket - cirka et døgn."

Skibet fungerer tilsyneladende som det skal, og turen har hidtil været uden problemer. Det er den fjerde hurtigfærge, Claus L. Kristensen sejler hjem fra Australien, men den første som er drevet af gasturbiner. Men de er nemmere at sejle end de dieseldrevne hurtigfærger, oplyser han.