Malene Houdorf Madsen brændte inde i en svensk ødegård. Hun er nu savnet som menneske og som kollega
Regnen er piblende, men lige på grænsen til at slå over i en mere øsende udgave. Derfor skynder pædagogen venligt, men bestemt på en af beboerne fra botilbuddet Kronborghus, da de stiger ud af bilen på parkeringspladsen foran huset. De er netop vendt hjem fra tur.
For selvom beboere og ansatte på Kronborghus i Helsingør i søndags mistede Malene Houdorf Madsen, en uerstattelig ven og kollega, til flammehavet i en svensk ødegård, må dagligdagen gå videre. Men det er svært at indstille sig på, siger forstanderen på Kronborghus, Jørgen Liljehult-Kristensen.
- Det er helt uvirkeligt at skulle sætte en jobannonce i avisen. Men det bliver vi nødt til. For vi har ikke alene mistet mennesket Malene, men vi har også mistet en meget dygtig medarbejder.
- Hun havde store faglige kompetencer, siger forstanderen, der har hængt et billede af Malene Houdorf Madsen op på døren ind til sit kontor.
Mærkbart savn
Kollegaen, veninden, konen og moderen Malene Houdorf Madsen omkom natten til søndag i en ødegård ved byen Tidaholm i Sverige. Her holdt hun sammen med sin mand, Hans vt Veer og døtrene Nanna og Sarah påskeferie i det danske vennepar, Marie Sophie og Mikkel Keiser-Nielsens ødegård.
Familien på fire og venneparret opholdt sig alle i ødegården, da den af stadig uklare årsager brændte ned til grunden natten mellem lørdag og søndag. Alle seks døde i flammerne bare få timer efter, at de havde holdt fødselsdag for Malene Houdorf Madsen, der fyldte 38 om lørdagen 6. april.
- De elskede simpelthen det sted. De kom der rigtig tit, siger Jørgen Liljehult-Kristensen, og synker lidt sammen i skrivebordsstolen.
Han fortæller, at Malene Houdorf Madsen lige siden hun tiltrådte sin stilling som socialpædagog i januar 2009, har været en utrolig vellidt, dygtig og engageret kollega. Hun havde ansvaret for syv udviklingshæmmede beboere og stod desuden for Kronborghus tegn-til-tale-kommunikation.
Derfor kan tabet af Malene Houdorf Madsen mærkes helt fysisk. Men også hendes faglige indspark i hverdagen, der altid reflekterede sagligt over beboernes ve og vel, vil savnes.
Det bunder alt sammen i hendes og mandens, Hans vt Veers, tilgang til livet, mener Jørgen Liljehult-Kristensen
- De tog livet oppefra og ned. De så lyst på tilværelsen, og havde ikke behov for så meget planlægning. Tingene blev bare gjort. Det var ligegyldigt, om mælken stod til højre eller venstre i køleskabet, siger Jørgen Liljehult-Kristensen.
Naturlig livsindstilling
Det har heller aldrig været en udfordring, at både Malene Houdorf Madsen og Hans vt Veer pendlede to timer hver vej fra hjemmet i Ljungby i Sydsverige til jobbene i Helsingør og Espergærde.
- Det fungerede bare. Hvis det lige kneb med at hente børnene fra skole, ringede de bare til nogle venner, der kunne hente dem, siger den 63-årige forstander på Kronborghus.
- Det er en forfærdelig tragedie, siger Jørgen Liljehult-Kristensen, der mandag samlede alle ansatte på Kronborghus til en fælles trøst og briefing om den forfærdelige ulykke.
- Derefter holdt vi et minuts stilhed. Her tudede vi alle sammen, siger forstanderen.
Hans vt Veer, arbejde også som pædagog. Skolefritidsordningen i Espergærde, hvor han var ansat, oplyser, at de er meget berørt af situationen og ikke ønsker at kommentere yderlig.
Hvad er BT Special?
BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.