Borgmesteren i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), er blevet anklaget for nepotisme og magtmisbrug af sin egen kommunaldirektør, Bjarke Steen Johansen, og anklagerne er så alvorlige, at Ombudsmanden nu går ind i sagen.

- Det er alvorlige anklager, der er fremsat. Jeg har derfor besluttet at følge sagen. Jeg sætter dog ikke en egentlig undersøgelse i gang samtidig med, at de relevante myndigheder selv undersøger sagen, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Ifølge Altinget.dk har Ombudsmanden i første omgang bedt Tilsynsrådet om at redegøre for, hvad det har i sinde at gøre ved sagen, og man venter nu på underretningen derfra, inden der bliver foretaget yderligere i sagen.

Statsforvaltning Hovedstaden kræver samtidig, at kommunalbestyrelsen kommer med en udtalelse om de alvorlige anklager, som kommunaldirektøren har fremsat mod borgmesteren, og det er netop derfor, Ombudsmanden går ind i sagen.

Økonomiudvalget i Vallensbæk Kommune mødes tirsdag klokken 16.30 for at diskutere konklusionerne i en rapport, Kommunernes Landsforening (KL) er blevet bedt om at udarbejde i forbindelse med sagen. Det er økonomiudvalget selv, der har bestilt rapporten, der er udarbejdet af tre jurister fra KL.

- Vi diskuterer rapportens konklusioner ved mødet med økonomiudvalget i Vallensbæk Kommune tirsdag. Så må kommunen selv bestemme, hvornår de vil have den færdige rapport, så de kan fremlægge den for kommunalbestyrelsen, men vi regner med, at de gerne vil have den onsdag morgen, siger Karsten Thystrup, der er chef for det juridiske kontor i KL, til Berlingske Nyhedsbureau.