Morten Olsen har aldrig været bange for at kæmpe i modvinden. Og landstræneren var mere end bevidst om, at han tog en tur mere ud i halvstrid blæst, da han mandag i forbindelse med trupudtagelsen til de kommende playoffkampe mod Sverige 14. og 17. november betonede, at så dårlig har Danmark altså heller ikke været i den EM-kvalifikation, som – afhængigt af øjet der ser – var så sløj, at man ikke kom direkte med, eller netop var god nok til, at Danmark nu står i playoff-runden.

»Vi er godt klar over, at folk synes, at vi har spillet otte dårlige kampe. Det er frustrationer, der kommer frem. Hvis vi synes det samme, kunne jeg ikke stå her og sige, at jeg var overbevist om, at denne trup kan gøre det,« sagde Morten Olsen og tilføjede:

»Alle hold, der står i disse play-off-kampe, er skuffede over ikke at være kommet med. Jeg forstår godt, at vi nu skal ud og overbevise dem, der synes, at vi har gjort det skidt. Men vi skal ud og vise, at vi har ret, og det gør vi kun ved at kvalificere os.«

Men det gjorde Danmark som bekendt ikke. Og det skyldtes ikke mindst tre kampe uden danske scoringer i dette efterår.

Når man ikke har en Zlatan Ibrahimovic eller Robert Lewandowski, må målene komme fra flere forskellige positioner, påpegede landstræneren og drog sammenligninger til Belgien, der på den verdensrangliste, som udkommer 5. november, vil ligge på førstepladsen.

I Belgien er det heller ikke topangriberne, der laver de fleste mål, mindede Olsen om, lige som han mindede om, at Belgien – ud over i 2000, hvor man var født deltager som værtsnation – ikke har kvalificeret sig til et EM siden 1984 og kun har deltaget i to VM-slutrunder siden 1998.

»I 2007 var Belgien nummer 71 på verdensranglisten. Så var man til OL i 2008 med spillere som Kompany (Vincent, red.), men først senere kom den erfaring og robusthed, der gør, at man er, hvor man er i dag. Der er ikke noget, der hedder tålmodighed i fodbold, og både vi og Sverige skal præstere i de næste to kampe,« sagde Olsen.

Landstræneren mindede dog også om, at der er ting i hans arbejde, som skal finde en balance, hvor man også har blik for at skabe en fremtid:

»Jeg  tror, at vi er på vej et godt sted hen. Jeg siger ikke, at vi bliver nummer et i verden, men når jeg ser, hvilke spillere vi har med på vores hold, hvor kan det så ikke ende henne? Det tog sin tid for belgierne at nå dertil – det glemmer vi. Men vi er godt på vej.«

Morten Olsen beskrev Sverige som et ’subtophold’ i Europa. Som Danmark er det. Og han kom aldrig nærmere sine tanker om et godt resultat i Sverige, end ’vi vil have et godt resultat, hvad det så end er’.

Men hvor står Danmark styrkemæssigt i forhold til svenskerne, ville en reporter vide og spurgte:

De har Zlatan, som vel er de kampes klart bedste spiller, men når du kigger ned over dit eget hold, er du derudover så i tvivl om, at vi har et bedre hold end Sverige?

»Nej, og det har jeg heller aldrig sagt.«

Altså det har vi?

»Det siger du. Jeg siger det ikke.«

Hvis jeg spørger dig?

»Nej, det har vi ikke.«

Har vi et bedre kollektiv?

»Det her handler om to kampe på fire dage. Det er ikke et hold, der spiller 60 kampe på en sæson. I dette tilfælde kan man ikke tale om, hvem der har det bedste hold. Her handler det om to dage, og hvem vi og svenskerne har til rådighed, og hvad der sker i kampen. Du kan ikke reparere med et landshold, hvis du laver fejl, er du ude,« sagde han og trak et for ham gammelt mareridt frem – den tyske dommer i hjemmekampen mod Portugal i oktober 2014 i Parken, der ikke dømte et frispark til Danmark i sekvensen, før Ronaldo scorede til 1-0 dybt inde i overtiden.

»Det handler om dagsform, og  så handler det om, at vi ikke får en tysk dommer som mod Portugal hjemme. Det frispark har jo en indflydelse. Det er det, jeg mener. Det udligner sig over en lang sæson med 60 kampe, men med landshold gør det ikke. Det koster.«

Man skal vel spille sig ud over, at en dommer dømmer et forkert frispark. Det gør de jo på et eller andet tidspunkt, og det går jo begge veje?

»Det har en indflydelse. Jeg siger ikke, at det er grunden til det, men det har en indflydelse. Det er det, der afgør fodboldkampe. Det er det da.«

Ud over de 23 spillere, som Morten Olsen udtog, vil landstræneren efter weekenden formentlig udtage to eller tre spillere mere.

Her kommer han formentlig til at skele til, at man lige nu kun har én venstreback i truppen, og at Lars Jacobsen, William Kvist og Pierre-Emile Højbjerg ryger i karantæne, hvis de får et gult kort i den første kamp i Stockholm.