Den danske landstræner, Morten Olsen, var tilfreds med det ene point i Albanien efter en kamp, der kunne have ført til et langt dårligere resultat, efter modstanderen igen var kommet foran med 1-0, men der var plads til forbedringer før kampen mod Portugal på tirsdag.

- Ja, jeg er tilfreds med resultatet, men jeg er ikke tilfreds med spillet. Men igen; der kan man se, hvor svært et sted det er at spille, sagde Morten Olsen efter 1-1 kampen i Elbasan til Kanal 5.

Lige som mod Armenien i den første EM-kvalifikationskamp for en måned siden kom Danmark foran efter en elendig start, men da Morten Olsen ændrede system og spillede med to angribere, blev det danske spil bedre, og trykket på Albanien blev tungere.

- Jeg synes, vi viser, at vi har en god bænk, og vi viser god moral. Det er svært at spille mod hold, der står kompakt, men det er nu engang tidens trend blandt de små hold. Vi kan ikke spille berusende fodbold hver gang, men vi ville da elske at gøre det, og vi vil prøve at gøre det igen på tirsdag, sagde Morten Olsen med henvisning til kampen mod Portugal i Parken.