Bayern Münchens danske stjernefrø, 18-årige Pierre-Emile Højbjerg, blev for første gang udtaget til A-landsholdet, der møder Ungarn og Sverige i testkampe i maj

- Talentet er inddiskutabelt. Pierre-Emile er en særlig spiller. Jeg så ham første gang for U17-landsholdet for et par år siden, og efter bare fem sekunder, kunne jeg se, han drengen havde noget særligt, beretter landstræneren.

Morten Olsen har siden fulgt den unge midtbanespiller tage skridtet fra Brøndby til Bayern München, hvor danskeren i sidste sæson debuterede som den yngste i den tyske storklubs historie. Siden har pilen kun peget en retning. Op ad. Højbjerg er nu en etableret del af Bayerns førsteholdstrup og har været den alt overskyggende profil på det danske U21-landshold i denne sæson.

Landstræneren føler derfor, at tiden nu er kommet til at prøve det 18-årige supertalent af på A-landsholdet:

- Timingen er den rigtige nu. Vi vil gerne lære ham at kende, og han vil gerne lære os at kende. Der er ingen tvivl om, at jeg ser en stor fremtid på landsholdet for Pierre-Emile, men han skal have tid til at falde ind i A-truppen. Han er klar til at tage næste skridt, siger landstræneren , der sammenligner sin kommende debutant med Christian Eriksen og Nicklas Bendtner, der også blot var 18 år, da de debuterede.

Trods sin unge alder, ser landstræneren et stort lys i sin mulige debutant, som han kalder ’moden’ og ’komplet’:

- Fysisk og teknisk er han fremragende, men det er efterhånden et krav i moderne fodbold. Dét han også kan, er det taktiske. Det har Pep Guariola jo også set, det er derfor, han allerede er blevet benyttet på flere positioner i Bayern. Pierre-Emile har et fantastisk modent fodboldhoved, lyder de rosende gloser fra Morten Olsen.

Landstræneren ser dog også udfordringer for unge Højbjerg. Efter sommerpausen venter en ny sæson, og her skal kometen gerne tage næste skridt på udviklingsstigen.

- Der er ingen tvivl om, at han træner med verdensklassespillere hver dag. Det er positivt, men det er ikke nok i sig selv. Han skal også spille kampe. Selvfølgelig skal han det. Skal han spille mere for Bayern, eller skal han lejes ud? Det bliver det spændende at se, hvad klubben har af planer med ham for næste sæson.

På pressemødet for udtagelsen af landsholdstruppen, benyttede Morten Olsen samtidig lejligheden til at varsle en ny eller tilbagevendende taktisk dimension. Fart. Flere unge - og hurtige spillere er i truppen frem mod forberedelserne til EM-slutrunden i 2016. Kasper Kusk, Jakob Ankersen, Martin Braithwait og Pierre-Emile Højbjerg er alle forholdsvis nye i truppen, og det giver landsholdet en ny offensiv dimension:

- Det op til modstanderne, om de vil spille fodbold eller parkere bussen, men der er da ingen tvivl om, at det giver os flere dimensioner. Især i omstillingerne. Da vi havde Jesper Grønkjær og Dennis Rommedahl på kanterne, vidste vi, at modstanderne var nødt til at tage hensyn eller stille sig længere tilbage. De giver os mere initiativ, forklarer Morten Olsen.

Pierre-Emile er en to mulige debutanter, der kan få deres første minutter i landsholdstrøjen, når Danmark møder Ungarn i Debrechen torsdag den 22. maj og seks dage senere byder Sverige velkommen i Parken til DBUS 125-årsjubliæumsfest. Den anden er AaBs unge venstreback Jacob Ahlmann.