Onsdag aften møder Danmark England på Wembley. Det nye Wembley, der næsten kun har navnet tilfælles med det gamle – det rigtige Wembley – der gennem en menneskealder var det stadion, alle andre skulle måle sig med. I dag ligger de sørgelige rester af det sagnomspundne bygningsværk i en naturpark.
Minder kan være taknemmelige at trække frem fra den store gemmebog. Som nu med Wembley Stadium, der efter en levetid på 80 år blev revet ned i 2003 for at give plads til et byggeri i samme målestok og med samme multifunktionelle formål.
Men tilbage til emnet. For de fleste fodbolddrenge af en årgang fra før fodbold blev sendt i kredsløb fra hver en liga over samtlige ugens dage, står Wembley som selve fodboldens livmoder; det var her, man så de store kampe udspille sig, og det skete på en grønsvær, der – muligvis som udslag af et optisk bedrag – virkede større og mere udtærende end nogen anden kamparena i verden.
Også det er sikkert bare hukommelsessvigt og blålys. Men sådan er det med Wembley. Det var et stadion, som fordrede de store drømme, og som sugede myter til sig.
Hvis man spillede fodbold op igennem 1960erne og de følgende par årtier, var det store stadionbyggeri i London stedet, man drømte om at betræde. Glem alt om Camp Nou, Anfield, San Siro eller Maracana. Der var intet ved siden af eller større end Wembley.
Landstræner Morten Olsen er gammel nok til at have haft drengedrømmen om en dag at komme til at spille på Wembley. Og han var som anfører for alle tiders danske landshold i 1983 med til at vinde den ultimativt vigtige EM-kvalifikationskamp over et engelsk landshold, der aftvang samme grad af intimiderende respekt som det stadion, de havde som hjemmebane.
- I mange år var Wembley jo bare stadionet i Europa. Det symboliserede alt det smukke, man forbandt med især engelsk fodbold. Ikke mindst FA Cup-finalen i maj måned, men også Englands landskampe, og vi fik jo vores fodboldopdragelse fra DR’s Tipslørdag, husker Olsen.
- Der er rigtig meget historie og tradition forbundet med oplevelsen af det stadion. Som udgangspunkt er fodbold jo et spil, englænderne har opfundet, og Wembley var så bare stedet, hvor det havde de fineste betingelser for at folde sig ud, mener Olsen.
Wembleys storhedstid er knyttet til tv-mediets spæde barndom. De højdramatiske billeder fra VM-finalen i 1996, hvor England slår Tyskland i et fodboldpolitisk stormøde med 3-2, var med til at forlene briternes nationalstadion med både drama, storhed og mystik.
Siden fulgte alle årene med de tv-transmitterede FA Cup-finaler. Med et græstæppe, der altid virkede pernittent friseret ned til mindste strå og klippet i karakteristiske tern. Som sådan osede Wembley af klasse og fodbold på ypperste niveau.
- Når man så stadion udefra med tvillingetårnene til at rage op, var det bare et sted, man drømte om at løbe ind og spille en dag, fortæller Morten Olsen, der skulle få syn for sagn på et fremstormende dansk landshold.
Følg TotalFodbold på Twitter her.
I frøperspektiv og som førstehåndsoplevelse, havde Wembley sværere ved at leve op til sit guldrandede renommé som fodboldens hellige gral.
- Egentlig var det ikke noget kønt stadion, når man sådan kom helt tæt på. Man kunne godt fornemme, at det var ved at være gammelt. Omklædningsrummene var ikke noget at skrive hjem om, udskiftningsbænken var bare en hård træbænk, og på banen var der også langt ud til tilskuerne, så der var ikke den fortættede atmosfære, man ellers kender fra engelsk fodbold. Heldigvis havde vi masser af tilskuere med over, da vi spillede der i 1983, og de var virkelig med til at skabe stemning for os spillere, siger Morten Olsen, som kunne tage fra mødet med England med en 1-0-sejr i bagagen på Allan Simonsens straffesparksscoring.
At Wembley tæt på ikke virkede som nogen atmosfæremættet arena, er der en grund til. Oprindeligt blev det opført for at huse British Empire Exhibition, en slags fejring af Storbritanniens status som kolonialmagt og en udstilling af de rigdomme, det gamle imperium kunne slæbe hjem til Dronning, folk og fædreland.
I nutidig terminologi ville man kalde Wembley for en multi-arena. Bygningen med tvillingetårnene husede gennem årene alt fra udstillinger over hundevæddeløb, speedway og rugby. Siden kom der også koncerter til med den globalt transmitterede Live Aid-velgørenhedsfestivitas som højdepunktet.
Alligevel er det først og fremmest fodbold, man har lært at forbinde med Wembley.
- Det stadion var fodboldens katedral, sagde eksempelvis Pelé, der med sit brasilianske pas ikke var vokset op med hverken dong, Gunnar Nu eller Tipslørdag.
Like TotalFodbold på Facebook her.
Intet varer dog evigt. Og de alderdomstegn, Morten Olsen havde bemærket allerede i 1983, lod sig ikke sådan plastre væk i kosmetiske operationer.
I 2000 begyndte man nedrivningen af det hæderkronede stadion med planer om at opføre den ajourføring, som i dag bærer de stolte traditioner og navnet videre.
Det gamle Wembley, derimod, er ikke gået al byggestøvets gang. Nok måtte tvillingtårnene falde til trods for offentlige protester overfor selve symbolværdien i imperiets fald. Det var alt for følelsesladet og stadig for tæt på terrorhandlingen 11. september 2001 mod New Yorks Twin Towers til bare at lade passere uhildet. Murbrokkerne fra den øvrige del af stadionruinen fik pragmatisk nok et genbrugsliv som underlag på stisystemer i naturparken Northala Fields uden for London.
Så meget for det stadion. Og den historie.
Del: