Siden blev det som bekendt lørdag aften, og hele Europa oplevede, hvordan de to danske veteraner med glimt i øjet og et vrik med håndleddet fejede al konkurrence til side og suverænt vandt det Internationale Melodi Grand Prix med sangen "Fly On The Wings Of Love" ("Smuk som et stjerneskud").

I går morges blev telefonlinierne hos Olsen brødrenes pladeselskab, CMC, i løbet af ganske kort tid forvandlet til glødetråde. Musikforhandlerne skulle bruge flere, flere, flere Olsen albums, og omkring klokken 14 i går kunne pladeselskabet konstatere, at "Wings Of Love" ville sælge til platin (50.000 eksemplarer, red.) på blot én dag.

"Vi er fuldstændig rundt på gulvet. Der bliver hevet og flået fra alle sider, og vi bliver kimet ned både fra Danmark og udlandet. Pludselig vil alle have Olsen, og det er da så dejligt," siger en tydeligt overvældet Tina Sørensen fra brødrenes danske pladeselskab, CMC.

Alt tyder desuden på, at Olsen-feberen også i resten af Europa truer med at få kviksølvet til at sprøjte ovenud af termometeret. I følge CMC er resten af Europa "eksploderet" af begejstring for de danske brødre, hvis album selvsagt også udsendes internationalt.

Nu skal man jo imidlertid ikke bare blindt tro på de glade pladeselskabsfolk, hvorfor vi foretog et par opringninger til danske pladeforhandlere og stillede det begavede spørgsmål: "Hva' så, får I solgt nogle Olsen-plader?"

Vi lader en forpustet ansat hos Fona i København svare på alles vegne:

"Det kan du sat'me tro, vi gør!"