Med til indvielsen var bl.a. også det nye landstræner-team Morten Olsen og Michael Laudrup.

"Det ser sort ud for fremtiden - de er allerede uenige," kommenterede Elkjær, da Morten Olsen og Michael Laudrup blev bedt om at opstille hvert deres mandskab, og begge ville have holdet med de røde trøjer.

Morten Olsen opstillede sit hold efter 3-3-4 systemet, mens Laudrup ville satse 3-4-3 med sit hold.

"Da Michael normalt er meget defensivt orienteret, vil jeg satse med et offensivt hold," drillede Morten Olsen, inden de to gik i gang med opgaven.

FCK's direktør Flemming Østergaard foretog selve indvielsen af Parken, men før han klippede snoren over, konstaterede han:

"Der mangler en stor Lego-klods, der illustrerer en lille fed direktør med bar mave."

Dansk Boldspil Unions generalsekretær Jim Stjerne Hansen skulle godkende banen, men måtte fortælle, at der manglede mål og hjørneflag. De kom dog til senere.

Dynamitholdets træner fra de glade 80'ere Sepp Piontek sagde i sin kommentar til holdsammensætningen, at den kommende landstræner-duo havde fulgt med i timen.

"De tænker moderne fodbold. Morten er fræk med sin 3-3-4, mens Michael er mere moderat," konstaterede Piontek.

Det blev Michael Laudrups lod til sidst at lægge den lille bold ind på banens midte.

Vel ude af den imponerende Parken, som er bygget op af 310.000 Lego-klodser, fortsatte Laudrup over til Preben Elkjær:

"Jeg har også en bold til dig. Du har alligevel altid gerne villet have en for dig selv," grinede Elkjærs gamle angrebspartner.