De østrigske myndigheder har sigtet Thomas Sørensen for »grov frihedsberøvelse«, efter han tog til Graz for at bortføre sin søn, Oliver. Myndighederne har indkaldt den danske far til retten i Østrig 25. september.
Et retsmøde, som Thomas Sørensen nu overvejer, om han skal møde op til.
- Thomas vil gerne møde op til de retsmøder, der eventuelt måtte være i en hvilken som helst sag mod ham. Men problemet er, at han også har et ansvar for Oliver herhjemme, så han kan ikke risikere at blive fængslet dernede med et barn herhjemme, som ingen kan tage sig af, siger Janus Bang, der er bestyrelsesformand for foreningen Borgersagen og talsmand for Thomas Sørensen.
- Derfor vil vi bede om garantier for, at han også kan komme hjem igen, hvis han skulle møde op i en østrigsk retssag, fortsætter Janus Bang.
Han er skuffet over, at Østrig har valgt at sigte Thomas Sørensen, men havde forventet, at østrigerne ville forsøge at kriminalisere ham, efter han bortførte sin søn fra Østrig i april.
Janus Bang appellerer til østrigerne om at lade sagen gå sin gang i Danmark.
- De ved, at der er en sag i Danmark, som skal afgøre, om Oliver skal udleveres tilbage til Østrig. Så lad forældre- og bopælssagen blive afgjort i fogedretten, siger han.
4. og 6. september skal Retten i Helsingør afgøre, om Oliver skal sendes tilbage til moren i Østrig.
Janus Bang understreger, at hele Oliver-sagen startede som en bortførelsessag med omvendt fortegn, hvor moren tog Oliver med til Østrig, selv om en dansk domstol havde givet Thomas Sørensen forældremyndigheden.
Derfor burde sagen ifølge Janus Bang være blevet taget op på højeste politiske niveau fra starten af, da »Østrig overtrådte de internationale konventioner, som Østrig og Danmark har indgået med hinanden«.
- Regeringen bør beskytte den her statsborger og undersøge, hvilke overtrædelser vi taler om, og om østrigeren virkelig har overtrådt den her konvention. Hvis det er tilfældet, må regeringen protestere over Østrigs ageren i sagen og bede dem høre op, siger Janus Bang.