Olieretssag udskudt i 11. time
Retssagen efter olieulykken i Den Mexicanske Golf er blevet udskudt til 5. marts for at give parterne tid til at indgå forlig.
Retssagen efter olieulykken i Den Mexicanske Golf er blevet udskudt til 5. marts for at give parterne tid til at indgå forlig.
Mindre end 24 timer før retssagen mod en række virksomheder og partnere bag verdens største olieudslip, der fandt sted 2010 i Den Mexicanske Golf, var sat til at begynde i New Orleans, har dommer Carl Barbier udskudt sagen til 5. marts.
Beslutningen kommer, fordi det britiske olieselskab BP overvejer at indgå et forlig med sagsøgernes styringsgruppe (PSC), der repræsenterer fiskere, hotelejere, restauranter og andre erhvervsdrivende i kystnære områder, der er blevet berørt af olieudslippet.
- BP og PSC arbejder på at nå til enighed om en retfærdig erstatning til de mennesker og virksomheder, som er blevet berørt af Deepwater Horizon-ulykken og olieudslippet, skriver BP i en meddelelse.
Olieselskabet vil dog ikke give garantier for, at forligsforhandlingerne vil føre til en endelig aftale. Ifølge Reuters er det dog tvivlsomt, om dommer Carl Barbier ville have forsinket retssagen, hvis ikke en aftale var inden for rækkevidde.
Desuden fortæller kilder til nyhedsbureauet Bloomberg, at der angiveligt er tale om et forlig på 14 milliarder dollar - svarede til 78 milliarder kroner. Pengene vil BP tage fra den 20 milliarder dollar store erstatningsfond, der er oprettet for at kunne indgå forlig uden om retssystemet.
Juraprofessor Carl Tobias fra University of Richmond vurderer over for Bloomberg, at BP med forliget kan være 90 til 95 procent gennem erstatningskravene fra olieulykken.
Foruden civile søgsmål er BP sammen med en række andre firmaer også anklaget for at have overtrådt USAs vandmiljølov, ligesom delstaterne Alabama og Louisiana også kræver erstatning.
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf fandt sted i foråret 2010 efter en eksplosion på boreplatformen Deepwater Horizon. 11 personer blev dræbt og 17 såret under eksplosionen, der førte til, at over fire millioner tønder olie fossede ud i havet.