Olieledning sprunget læk i Holbæk
Beredskabsfolk forsøger at begrænse et olieudslip, mens politi og brandvæsen undersøger omfanget i forureningen.
Beredskabsfolk forsøger at begrænse et olieudslip, mens politi og brandvæsen undersøger omfanget i forureningen.
Det er uvist, hvor forurenet et område sydvest for Holbæk er, efter en olieledning tilsyneladende er sprunget læk. Politi og brandvæsen er i øjeblikket ved at undersøge, hvor alvorligt olieudslippet i nærheden af Knabstrup ved Holbæk er, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De foreløbige undersøgelser viser, at der er tale om et brud på en olie-rørledning, der har forurenet jorden omkring ledningen samt et vandløb og et moseområde ud for Knabstrup Møllebakke.
Politiet vil i løbet af tirsdagen foretage nærmere undersøgelser af rørledningen for at fastslå årsagen til udslippet. Indtil disse undersøgelser ligger klar, ønsker Midt og Vestsjællands Politi ikke at komme med yderligere oplysninger om årsagen.
Anmeldelsen om olieforureningen indløb mandag aften, da Holbæk Kommunes Beredskab havde opdaget udslippet ved et tilsyn ved Møllekrogens Rasteplads ved rute 23.
Myndighederne ventes at komme med flere oplysninger om olieudslippets omfang i løbet af tirsdagen.