Forhandlingerne mellem Nigerias regering og landets fagforeninger er endt uden at parterne er blevet enige. Det er nemlig ikke lykkedes at finde en aftale, der kan formilde fagforeningerne i den nigerianske olieindustri, skriver BBC. Fagforeningerne har protesteret mod en fordobling af brændstofpriserne og truet med helt at stoppe olieproduktionen, hvis ikke en populær støttetordning, der holder brændstofpriserne nede, genindføres.

Befolkningen og fagforeningerne siger, at en lav pris på benzin er det eneste, de får ud af landets olierigdomme og enorme indtægter. Derfor vil de ikke finde sig i, at landets præsident, Goodluck Jonathan, vil sætte prisen op for at nedbringe landets gæld.

Formanden i en af de centrale fagforeninger i Nigeria siger, at regeringen er nødt til at imødekomme kravet, hvis oliearbejderne ikke skal nedlægge alt arbejde.

- Mødet endte ikke i en hårdknude, men vi nåede ikke et kompromis. Vi vil mødes igen for at tale med regeringen. Vi vil fastholde vores synspunkt om, at de skal suspendere prisstigningen, så vil vi genoptage arbejdet og påbegynde forhandlinger, siger Abdulwaheed Omar.Strejker har allerede kostet den nigerianske stat milliarder.

BNB