Som barn vendte forældrene Ole Ernst ryggen, og han voksede op hos sin mormor. Det tomrum slap skuespilleren aldrig af med

Ensomhed. Ikke et ord, men en fjende, der forfulgte Ole Ernst gennem hele livet. Når spotlightet blev slukket, og klapsalverne forstummede, var der en rungende tomhed tilbage. Og den følelse blev som regel forsøgt fyldt ud med promiller, har skuespilleren, der døde natten til søndag, tidligere beskrevet det.

Ensomhed er også det ord, der bedst kan beskrive Ole Ernsts barndom og ungdom i København. Året var 1951, og Ole Ernst Pedersen var 11, da hans forældre, Edith og Ernst Pedersen, blev skilt. Moderen fandt en ny mand og flyttede til Nordsjælland med Oles søster, Birgit, fortæller forfatter Niels Martinov til BT.

Martinov har skrevet biografien ‘Drømmer jeg, eller...’ der er bygget på dybe samtaler med Ole Ernst, og han var en af de få, som Ole Ernst lod komme helt tæt på sig i sit 73-årige liv.

- Da Oles mor blev gift med en anden mand, var der ikke plads til Ole. Det har helt givet påvirket resten af hans liv, lyder det fra forfatteren.

I stedet blev 11-årige Ole boende hos sin far på Johan Kellers Vej i København.

Så op til sin far

Gennem hele sin barndom havde Ole set voldsomt op til sin far, Ernst, som var kok.

- Oles far var en ‘casanova’-type, en smuk, mørk mand, der spillede amatørteater som ung. Faderen var god til at synge, en rigtig charmefyr, midtpunktet i ethvert selskab. Hans store tragedie var, at han aldrig blev en rigtig skuespiller, fortæller forfatter Niels Martinov.

Ernst Pedersen arbejdede som køkkenchef og var aldrig hjemme, så Ole på 11 år var mere eller mindre overladt til sig selv, skulle sørge for at få mad og passe sin skole på Enghave Plads på Vesterbro uden støtte. Alligevel - eller måske netop derfor - var faderen det helt store forbillede.

Kok eller skuespiller

- Når andre spurgte, hvad Ole skulle være, når han blev stor, svarede han altid ’skuespiller eller kok’ som sin far. Som dreng var Ole med i nogle ganske få forestillinger på scenen, når faderen var med i et stykke, og her blev han fascineret af skuespillet. Men han ville lige så gerne være kok, bare det kunne imponere faderen.

Faderens dæmon kom ligeledes til at definere Ole Ernsts liv. Faderen var alkoholiker og holdt ikke igen, selv om han fik det fulde ansvar for sin søn.

- Ole så sin far drikke og komme beruset hjem. Der blev konsumeret noget hele tiden, og Ole begyndte selv at drikke meget tidligt. Der var en eller anden mørk side hos både ham og faderen, som blev trukket op med alkohol, siger Niels Martinov.

Ole blev reddet af sin mormor, som ikke kunne holde ud at se sit barnebarn gå for ‘lud og koldt vand’. Jern-mormor’, som Ole Ernst kærligt har kaldt hende senere, sørgede for, at han kom til at bo permanent hos hende i en lille lejlighed i Sydhavnen. Oles egen mor fik han ikke et nært bånd til under opvæksten.

- Mor var ‘den lysende engel’, som Ole beskrev hende. Hun blev en slags uopnåelig figur, og det tror jeg, har påvirket hans forhold til kvinder. De bliver noget, han efterstræber, noget, der næsten ikke kan lykkes. Han forsøger måske at finde den kvinde, der kan matche det idealbillede, han har indeni sig af sin mor, siger Niels Martinov.

Indtil værnepligten kaldte, da Ole Ernst var 17, boede han hos sin mormor. Da han 18 måneder senere var færdig som soldat, ramte han lavpunktet i forholdet til sin far.

- Faderen var flyttet til Stockholm, og Ole tager derop, lige efter han er blevet soldat. Han ringer på og glæder sig til at gense faren, der blot åbner døren og siger ‘nå er det dig’ og afviser sin søn.

Fik aldrig fars accept

Ole Ernst besluttede sig for at forfølge skuespil-drømmen og kom - nærmest helt uhørt for en dreng født på Istedgade, der aldrig havde læst en bog i sit liv - ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater. Han var i mange år tilknyttet Det Kongelige Teater, har vundet Bodil-priser og været med i 95 film og tv-serier fra 1967 til 2013. Alligevel vandt han aldrig faderens accept.

- Faderens store nederlag var jo, at han ikke selv var blevet mere end en amatørskuespiller, og han blev misundelig på Oles karriere. Faderen drømte om at blive en stor skuespiller og så pludselig, at Ole blev en stjerne. Det virkede som om, at det kunne faderen ikke leve med, fortæller Niels Martinov og fortsætter:

- Og som Ole selv sagde senere ‘han blev aldrig rigtigt far for mig. Han spillede en rolle over for mig og i virkeligheden også min søster’.

Ensomhed definerede Ole Ernsts 73-årige liv. Og som en tro følgesvend var den også til stede, da skuespilleren sov stille ind i sit hjem i København natten til søndag. Alene.