Den britiske gymnast og OL-sølvvinder Louis Smith er mildest talt kommet i uføre, efter at en video, der viser ham håne islam, er blevet lækket.

Louis Smith vandt sølv i spring over hest-disciplinen ved sommerens OL i Rio, men nu har han altså sammen med den anden britiske gymnast Luke Carson trådt gevaldigt ved siden af.

De to optræder i en video, hvor de tilsyneladende har drukket sig fulde. Her griner de, mens Luke Carson sidder på knæ på et tæppe, lader som om han beder og siger ordende 'Allahu Akbar', der på dansk betyder 'Gud er stor'.

Du kan se videoen her:

Videoen har - ikke overraskende - affødt flere kraftige reaktioner på Twitter.

Blandt andet skriver Siema Iqbal følgende:

'Vær søde at forklare, hvorfor I følte, at det var acceptabelt at håne muslimer, Luke Carson og Louis Smith? Det britiske OL-hold blev også støttet har muslimer.'

Brugeren Jammy Dodger opfordrer det britiske OL-hold til at se nærmere på sagen.

'Team Great Britain er nødt til at kigge på Luke Carsons og Louis Smiths opførsel med det samme. Det bringer skam over alle, der har noget at gøre med OL-holdet.'

Søndag aften kom der så en reaktion fra Louis Smith på Twitter. Han siger undskyld og kalder sine handlinger for 'stødende' og 'forkert'.

'Jeg er dybt ked af den video, som I måske har set. Jeg forsvarer ikke mig selv. Det, jeg gjorde, var forkert. Jeg vil gerne sige undskyld for den fornærmelse, jeg har forårsaget, og jeg vil gerne sige undskyld til min familie, som også er blevet påvirket af mine hovedløse handlinger. Jeg forstår alvoren af min fejl, og jeg håber, at det kan blive brugt som et eksempel på, hvor vigtigt det er altid at respektere andre. Jeg har fået mig en værdifuld lærestreg, og jeg undskylder af hele mit hjerte.'

Undskyldningen fra Louis Smith kom i kølvandet på en meget direkte udmelding fra det britiske gymnastikforbund 'British Gymnastics'.

»British Gymnastics tolererer ikke hån af nogen tro eller religion, og vi er rystede over opførslen. Gymnastik er en inkluderende sport, og vi er stolte af medlemmer, der udviser British Gymnastics' inkluderende værdier. Medlemmer, der bryder vores adfærdskodeks, kan stå foran suspendering eller udvisning fra vores organisation. Vi vil undersøge den anmeldte opførsel nærmere.«